Albert Grønbæk stormede ind på landsholdet i 2024, men har kun været udtaget til to kampe i 2025.
På klubplan har skiftet til Genoa ikke været nogen succes, da Grønbæk i efteråret blot har spillet 101 minutter i Serie A fordelt på fire kampe.
Måske skal det ses i den kontekst, at Grønbæk nu skifter agent.
Efter flere år hos Nine Group har Elite Consulting præsenteret et samarbejde med Albert Grønbæk, der i DBU’s system står registreret med Ebbe Sand som den primære agent.
24-årige Grønbæk er udlejet til Genoa fra Rennes frem til sommeren 2026, men danskeren har ikke været i aktion for den franske klub i denne sæson, hvorfor han i princippet godt må repræsentere en anden klub i foråret.
I foråret 2025 var offensivspilleren udlejet til Southampton, hvilket heller ikke blev nogen succes. Fire kampe i Premier League blev det til.
For Danmark har Albert Grønbæk foreløbig spillet otte landskampe og scoret et enkelt mål.

Genoa
Serie A



















