Mikael Uhre drev gæk med Næstved-defensiven, da Skive forleden var på besøg og sejrede 3-1. Angriberen scorede ét og var med i de to andre mål, og det 21-årige talent er blomstret op i denne sæson.
- Han har scoret otte gange i sæsonen, og det er ret imponerende, når man tænker på, han ikke spillede ret meget i de første fem-seks kampe i sæsonen. Han har arbejdet virkelig hårdt og viser nu sit talent. Jeg er glad på hans vegne, men ikke mindst på holdets, siger Skive-træner Joakim Mattsson til bold.dk.
Uhre slog aldrig rigtig til i SønderjyskE, og det første halve år i Skive under Jakob Michelsen var heller ikke prangende, ligesom prøvetræninger i Vendsyssel og AC Horsens endte med nedadvendte tommelfingre.
- Han har savnet tillid. Det har jeg givet ham, men han har selv været god til at forvalte den godt. Han bliver bedre og bedre, og der er stadig noget uforløst i ham, så jeg tror, han kan blive rigtig god.
Lejesvenden Musefiu Ashiru fra FC Midtjylland scorede også mod Næstved, men har tilgengæld ikke gjort samme indtryk som Uhre i sæsonen.
- Hans forcer er helt klart i offensiven. Han er sindssyg hurtig og god en-mod-en. Men jeg har prioriteret, at holdet skal fungere, og han har stadig noget at lære defensivt i forhold til at spille kant i en 4-4-2.
- Men offensivt har han helt sikkert Superliga-potentiale. Han er jo sindssyg god at sætte ind for os, når kampene åbner op omstillingsmæssigt, og viste igen mod Næstved, at han kan lave mål. Vi arbejder også med ham defensivt, og det går fremad.
- Men han er helt sikkert bedre i en 4-3-3 (Á la FC Midtjyllands, red), hvor kanterne ikke skal arbejde helt så meget defensivt, siger Mattsson.
Skive er mandag værter for et opgør mod Vejle.
mikael@bold.dk


Skive IK
Betinia Liga





























