2025-02-02 21:30:00

Skjellerup-pris overrasker: Pakken er så voldsom

I et interview med Bold sætter IFK Göteborg-duoen Arbnor Mucolli og Thomas Santos en tyk streg under, at Laurs Skjellerups høje transfersum er et udtryk for hans enorme potentiale. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Algarve, Portugal
Artiklen fortsætter efter indholdet

The Atlantic Cup - 1. runde

FT

GÖT

1 - 2

BRE

Svensk fodbold tabte kæben, da Laurs Skjellerup i midten af januar blev solgt fra IFK Göteborg til Sassuolo. 

Ét, fordi et skifte til en topklub i Serie B virkede som et enormt skridt efter blot et år i IFK med 21 kampe og fire mål til følge, og to, fordi transfersummen efter sigende løb op i 37 millioner danske kroner. 

Med tanke på 22-årige Skjellerups beskedne fire scoringer herskede der i Sverige en følelse af, om man mon havde overset noget, fordi et beløb af den størrelse ude fra set virkede skyhøjt. 

Men mens der uden for IFK Göteborgs mure var en måbende reaktion, herskede der en større forståelse for transferen og den pris internt i truppen. 

Det fortæller den danske IFK-duo Arbnor Mucolli og Thomas Santos hver især i interviews med Bold under søndagens presseseance på Penina Hotel & Golf Resort nær Lagos i Portugal, hvor klubben aktuelt er på træningslejr. 

Voldsom, voldsom pakke
Arbnor Mucolli har forståelse for, at mange har svært ved at forstå, hvorfor Sassuolo hev så mange millioner op ad tegnebogen for at få fingrene i Skjellerup. 

Men efter at have trænet med den unge angriber stort set hver dag i 2024 kan han godt få den voldsomme pris til at give mening. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Allsvenskan -Skjellerup-pris overrasker: Pakken er så voldsom
Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

- Jeg tror også selv, at Laurs var overrasket over det, men nu har jeg jo set ham og kender ham lidt bedre, og den pakke, han har, er så voldsom. 

- Inden det skete, sagde jeg også, at han virkelig ville komme til at brænde banen af her i det her år, fordi han har en voldsom, voldsom pakke. 

- Der er et kæmpe potentiale, og det er jo det, de betaler for. Det er en voldsom pris, men der er virkelig et kæmpe potentiale.

- Det går meget hurtigt nu om dage i fodboldens verden, og priserne er jo helt vanvittige, men hvis han havde lavet 20 mål, så havde han sikkert kostet næsten det dobbelte. Det er jo så vildt, det er blevet i fodbold nu. 

- Det eneste, jeg kan sige, er, at han har en helt voldsom en pakke, som godt kan eksplodere, siger Arbnor Mucolli til Bold. 

Skåret ud af granit
Thomas Santos, der ligesom Mucolli har spillet i IFK siden sommeren 2023, stemmer i omkring analysen af, at det er Skjellerups potentiale, som Sassuolo har betalt så mange penge for. 

Den 26-årige kantspiller åbner desuden op for, hvad der gemmer sig i den voldsomme fysiske pakke, som den 1,95 meter høje frontløber siges at have. 

- Det er 100 procent potentialet, de køber. Det er uden tvivl også den vildeste fysiske pakke, jeg har spillet med. Det må det være, fordi han er så hurtig og så stærk. 

- Han har ikke ét gram fedt på kroppen - han er skåret ud af granit, og jeg synes virkelig også, at han er god til at bruge sin krop. 

- Det er mange penge, men helt ærligt så kan jeg godt se det stikke af for ham, hvis han får tur i den, siger Santos. 

Svær ventetid
Laurs Skjellerups skifte til Sassuolo blev offentliggjort den 20. januar efter flere dage med mange skriverier om forhandlingsforløbet mellem Serie B-klubben og IFK Göteborg. 

En tid, der for mange fodboldspillere er svær, fordi du ikke ved, om du er købt eller solgt. 

Ifølge Mucolli var ventetiden heller ikke nem i Skjellerups tilfælde.

- Jeg tror, det var lidt svært for ham. Det er jo livsændrende, når der er tale om så store beløb. 

- Det var kæmpestort for ham og hans familie, så jeg tror, det var lidt svært for ham at bevare roen i den periode. 

Også Thomas Santos så en holdkammerat, der virkelig håbede på at få grønt lys til at forfølge en kæmpe mulighed i karrieren. 

- Vi danskere her på holdet er rimelig tætte. Jeg ved ikke, hvor lang tid han havde kendt til det, men da vi snakkede om det, så kunne man godt mærke, at det ville han rigtig gerne. 

- Man tænker jo, at en angriber skal lave flere mål, hvis man skal have så stort et skifte, men potentialet er kæmpe. Det er voldsomt. 

- Jeg tror 100 procent på ham, og han har fortjent det. Han er en rigtig, rigtig god fyr, afslutter Thomas Santos. 

Laurs Skjellerup har indtil videre noteret sig for to optrædener i Sassuolo. 

Han har kontrakt i Serie B-klubben til 2029. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

The Atlantic Cup - 1. runde

FT

GÖT

1 - 2

BRE

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce