Brønshøj Boldklub indledte forårssæsonen som en af favoritterne til oprykning fra 3. division, men det er gået stik modsat.
Det blev godt nok til en sejr i første kamp, men de resterende fem kampe i grundspillet blev til fire uafgjorte og et nederlag.
Det resulterede i en fyring af Bo Holden, mens Jan Faber fortsatte i en ny rolle som assistent til Jamil Fearrington, der tilbragte mange år som spiller i Brønshøj.
Den nye træner formåede dog overhovedet ikke at vende skuden. I oprykningsspillet blev det til sølle fire point og ingen sejre. De sidste fem kampe endte faktisk med nederlag.
Derfor har en evaluering af træneren været i gang hos holdet, der spiller sine kampe på Tingbjerg Ground.
- Ja, selvfølgelig har der det. Men vi kigger selvfølgelig på, at tingene ikke er sort-hvide. Vi kigger på det arbejde, der er blevet lavet i dagligdagen og det, som han er blevet kastet ind i, og hvordan han har løst det.
- Selvfølgelig har det ikke været fantastisk. Der er nogle ting, der skal rettes til, men i det store hele har vi været tilfredse med alt andet end resultaterne. Og derfor har vi også valgt at køre videre med Jamil, siger Brønshøjs sportschef, Thomas Ibsen, til Bold.
Dermed endte Brønshøj med ikke at vinde i de sidste 15 kampe i 3. division. Det placerede dem på en sidsteplads i oprykningsspillet.
Sportschefen mener dog ikke, at man udelukkende skal kigge på resultaterne.
- Jeg synes ikke, at tingene er så sort og hvidt. Det er resultaterne godt nok, når man læser tabellen til sidst - det ved jeg godt.
- Selvfølgelig er der noget erfaring han selvfølgelig også har gjort sig med de her ti kampe. Han har selvfølgelig også gjort sig noget læring om, hvilke ting han kan og skal gøre anderledes. Men i bund og grund, den tro, vi havde på ham, inden vi tog ham ind, den tro har vi stadig. Jeg tror stadig, det er det rigtige.
- Det er ikke fordi, at han har overtaget noget, og så blev det markant værre - det blev bare heller ikke bedre, siger Thomas Ibsen.
Som sagt fik Jan Faber en ny rolle i forbindelse med trænerrokaden i foråret. Men den elskede trænerskikkelse sagde for nyligt stop.
- Vi ville meget gerne have beholdt Jan Faber som en super assistent til Jamil, men han kunne ikke lige se sig selv i den rolle som assistenttræner os. Det var 100% hans eget valg.
Der er allerede fundet en ny assistent til Jamil Fearringtons stab. Brønshøj har peget på Jesper ’Thiesen’ Mathiesen, som også er ungdomsformand for hvepsene.
Og generelt har sportschefen stor tiltro på, at det setup til den kommende sæson er stærkt, efter en sæson der ikke var så dårlig, som resultaterne antyder.
- Jeg kan også sige, at når der er gået noget tid nu her, så er vi jo også videre. Så står vi i et rigtig godt sted som klub. I og med, at vi rykker op og har haft en god sæson med nogle gode pokalkampe, og vi har en økonomi, der er rigtig fin med stort plus på bundlinjen,
- Vi er glade for at være kommet op igen og har spillet for at rykke op, og helt frem til tredjesidste runde havde vi jo faktisk, selvom det var et lorteforår, en mulighed for at rykke op igen. Så på den måde, så har det ikke været så skidt igen trods alt, siger Thomas Ibsen afsluttende til Bold.


Brønshøj Boldklub
CampoBet 3. division






























