Det lignede længe, at det skulle blive til fem kampe på stribe for AaB uden sejr, da de førte 1-0 med under et kvarter tilbage af kampen mod OB.
Men på to hurtige scoringer vendte OB det hele på hovedet og vandt kampen 2-1.
Det var AaB-anfører Lucas Andersen naturligvis svært skuffet over efterfølgende.
- Stor skuffelse. Jeg synes ikke, vi greb det rigtigt an i anden halvleg. Vi kom til at stå for langt tilbage, og vi gav dem en masse chancer.
- De ville gerne true os med lange bolde, og så lå de og samlede andenboldene op. Det var det, de scorede det første mål på. Det andet mål stod vi bare og sov, siger Lucas Andersen til TV3 Sport.
I pausen gav AaB-profilen ellers udtryk for en følelse af at være i kontrol, men det var ikke tilfældet efter de 90 minutter.
- Det er et godt spørgsmål, hvorfor vi mistede kontrollen. Generelt i kampen havde vi ikke nok kvalitet på bolden. Vi smed for mange dumme situationer, hvor de fik lov til at komme afsted.
- Så er der deres andenboldsspil, hvor de slog 700 lange bolde og lå og samlede dem op. Vi gjorde det godt til det 80. minut, hvor de sparkede én i og lagde pres på os derefter.
AaB får mulighed for revanche i næste uge, hvor Lyngby venter på hjemmebane.




































