


Nykøbing FC blev søndag nedlagt af Viborg FF, som med sin 2-1-sejr kravlede op på førstepladsen i landets næstbedste række.
Det var samtidig Nykøbings tredje nederlag i træk og ottende kamp uden sejr.
Den øjeblikkelige situation gør ondt på Søren Christensen, som søndag bar anførerbindet.
- Jeg står med en lortefølelse, fordi at vi har tabt, og det har vi gjort alt for meget på det seneste. Jeg er vanvittigt træt af det.
- I dag (søndag, red.) er der en masse positivt, som vi kan tage med os, men når det ikke giver point, så føles det lige nu ikke som noget, der er meget værd, siger han til klubbens hjemmeside.
Søren Christensen mener, at der kun er én kur i jagten på succes.
- Vi er, hvor vi er i øjeblikket, og der er kun én ting at gøre ved det, og det er at arbejde vanvittigt hårdt for at komme ud af det. Jeg har været i gamet i lang tid, så selvom det er det kedelige svar, så ved jeg også, at det er det rigtige, siger Søren Christensen.
Nykøbing FC skal i den kommende runde møde Vendsyssel FF på udebane.


Betinia Liga
Nykøbing FC

































