


Torsdag aften skulle de sidste ottendedelsfinaler i Africa Cup of Nations findes, da Gruppe F havde sidste spillerunde.
Det betød blandt andet sidste gruppespilskamp for Brøndby-midtbanespilleren Anis Slimane og Tunesien, der mødte AC Horsens-forsvarerens James Gomez og Gambia.
Inden torsdagens kampe var Gambia nummer et i gruppen med fire point, mens Mali var nummer to med samme pointantal.
Tunesien var nummer tre med tre point, mens Mauretanien noterede sig nul point på gruppens sidsteplads, hvilket betød at de tre øverste hold alle var sikret videre deltagelse i turneringen, da de fire bedste treere i gruppespillene går videre til ottendedelsfinalerne - derfor kæmpede de torsdag om parringer i ottendedelsfinalerne.
I kampen mellem Gambia og Tunesien var både Gomez og Slimane med fra start.
Gambia pakkede sig godt sammen og overlod det meste af initiativet til Tunesien, der havde svært ved at bryde femback-kæden ned hos Gambia.
Artiklen fortsætter efter billedet

Længe lignede det en nulløsning frem mod pausen, men lige inden de 45 minutters ophør fik Tunesien et straffespark, som Seifeddine Jaziri gik til. Han sendte bolden mod det nederste venstre hjørne, men i Gambia-målet sprang Baboucarr Gaye med bolden og reddede flot, så holdene gik til pause ved 0-0.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet, og der var langt mellem de helt store chancer.
Tunesien var mest på bolden, men igen holdt Gambia stand. Efter at have prøvet på flere måder, var det i stedet Gambia, der til allersidst i opgøret skulle bryde dødvandet.
Det var Ablie Jallow, som helt fri ud for bagstolpen kom på et indlæg. Han lagde flot bolden til rette, inden han hamrede bolden mod hjørnet, og så kunne Gambia bryde ud i stor jubel og fejre 1-0-sejren over Tunesien.
Nederlaget gør dog ikke det store for Tunesien, da Mali slog Mauretanien med 2-0, og således er Tunesien videre som nummer tre, mens Gambia og Mali er sikret deltagelse.
Malawi, Kap Verde, Tunesien og Comorerne er de fire hold, der er videre til AFCON's ottendedelsfinaler via tredjepladser i grupperne.
Tunesien skal nu møde Nigeria, mens Gambia skal møde Guinea. Mali skal op imod Ækvatorialguinea.

Africa Cup of Nations
Tunesien
Mali
Gambia
























