Rafael Benitez er bestemt ikke glad for, hvordan det hele går i Newcastle.
Onsdag tabte holdet med 4-0 til portugisiske Braga, og efter kampen lagde manageren ikke skjul på sin utilfredshed med tingenes tilstand, skriver BBC.
- Tingene går ikke godt uden for banen, og det afspejler sig på banen, siger Newacstle-manageren.
- Vi var dårlige, og vi lavede for mange fejl. Vi er nødt til at vågne op, sådan er det.
- Vi er bekymrede. Alle i omklædningsrummet var virkelig kede af vores præstation og med, hvordan tingene går, men vi prøver at ændre tingene i løbet af de næste ti dage.
Benitez er blandt andet utilfreds med klubbens ageren på transfermarkedet denne sommer.
- Man ser på de penge, de nyoprykkede hold har brugt. Læg det hele sammen, og man forstår, hvorfor fansene skal være bekymrede, siger Benitez.
Newcastle spiller første kamp i Premier League den 11. august, hvor Tottenham kommer på besøg.


Newcastle
Premier League
Træningskampe





















