SønderjyskE slog FCN smalt i chanceorgie
2020-12-06 16:00:03
Foto: Getty Images

SønderjyskE slog FCN smalt i chanceorgie

SønderjyskE vandt søndag 2-1 mod FC Nordsjælland i Superligaen i en kamp, hvor begge hold væltede i chancer kampen igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Søndag eftermiddag bød på et opgør mellem 3F Superligaens nummer tre og fire, da SønderjyskE tog imod FC Nordsjælland i Haderslev.

Sønderjyderne lå før kampen nummer tre med 18 point og kunne med en sejr bide sig fast i toppen hos Brøndby og FC Midtjylland, mens FC Nordsjælland lå lige efter med 16 point og med tre point ville gå udenom SønderyskE i tabellen.

Kampens startede meget jævnbyrdigt, hvor begge hold nåede at markere sig med angreb i de første fem minutter.

Efter otte minutter kom opgørets første chance, da FCN's Isaac Atanga blev spillet fri i SønderjyskE-feltet, men Lawrence Thomas reddede med en flot fodparade.

To minutter senere var hjemmeholdet tæt på i den anden ende, hvor Anders K. Jacobsen kom først på et indlæg fra Marc Dal Hende, men Peter Vindahl reddede flot.

Atanga og Jacobsen fik begge en flere chancer i første halvleg.

Først kom Atanga igen igennem efter 26 minutter, da Magnus Kofod Andersen sendte en bold i dybden, men igen blev SønderjyskE-keeper Thomas den store i duellen med angriberen.

Fire minutter senere blev Jacobsen spillet fri i FCN-feltet af Stefan Gartenmann, men angriberen sendte bolden forbi fjerneste stolpe.

Kampen bølgede frem og tilbage og fem minutter før pausen fik Atanga endnu engang afsluttet, men igen var Lawrence Thomas klar med en fodparade.

Og så tog SønderjyskE en føring med til pause i stedet.

Stefan Gartenmann slog et fint indlæg ind i feltet, og det kom frem til Jeppe Simonsen, der flugtede kuglen i kassen til 1-0.

Kort tid efter var Haji Wright tæt på at fordoble føringen, men Vindahl reddede, og så gik holdene til pause med en 1-0-føring til SønderjyskE.

Chancerig anden halvleg

SønderjyskE kom bedst ud til anden halvleg, og efter kun to minutter fik hjemmeholdet bolden i mål.

Haji Wright satte indersiden på efter et oplæg fra Dal Hende, men da bolden krydsede stregen, hævede linjedommeren flaget.

Efter et langt VAR-gennemsyn blev målet dog godkendt, og så var SønderjyskE foran med to.

Blot to minutter senere svarede FC Nordsjælland igen.

Abu Francis modtog bolden midt på SønderjyskEs banehalvdel og efter et par træk, forsøgte han sige med et langskud, der ramte jorden en enkelt gang, før det gik ind bag Thomas. 2-1.

Chancerne faldt med meget kort mellemrum i begge ender i denne periode af kampen.

To minutter efter reduceringen var Anders K. Jacobsen tæt på, og han var dårligt færdig med at ærgre sig, før FCN strøg afsted i den anden ende, hvor Thomas igen blev redningsmanden.

Kort efter fik Haji Wright to hurtige chancer i rap. Den første sparkede han lige på Peter Vindahl og den næste, der faldt kort tid efter, fik Vindahl også reddet - denne gang med en fodparade.

FC Nordsjælland forsøgte forgæves

Herefter var det FCN's tur til at komme til chancer.

Pierre Kanstrup og Lawrence Thomas kludrede i det i det sønderjyske forsvar, og så fik Mikkel Rygaard muligheden fra kanten af feltet, men han overplacerede sin afslutning. Det samme gjorde Ivan Mesik, da han to minutter senere fik chancen.

Efter 72 minutter var Rygaard for alvor tæt på at udligne for FCN, da han gik efter det fjerneste hjørne fra distancen, men Thomas diskede op med en fremragende redning og prikkede bolden på overliggeren.

Tre minutter senere kunne Thomas intet stille op på en afrettet afslutning fra Daniel Svensson, men heldigvis for ham og SønderjyskE, gik bolden over mål.

I kampens slutfase stod hjemmeholdet godt imod FC Nordsjællands jagt på en udligning. Farum-holdet spillede og spillede for at finde åbningerne hos et SønderjyskE-hold, der havde indstillet sig på at kæmpe en 2-1-sejr hjem.

SønderjyskE lykkedes godt med at pille brodden af FCN's offensiv, der havde svært ved at skabe de afgørende muligheder til sidst.

Hjemmeholdet holdt stand og vandt dermed 2-1. De tre point betyder, at SønderjyskE spiller sig op på siden af Brøndby i Superligaen og lægger afstand på fem point til FC Nordsjælland på fjerdepladsen.

Annonce
Annonce

15 kommentarer

Se kommentarer
Annonce