Thomas Sørensens konkurrent på målmandsposten i Melbourne City FC, Dean Bouzanis, har fået fem spilledages karantæne for at ytre sig i racistiske vendinger over for den tidligere AC Horsens- og AaB-spiller Besart Berisha, som nu spiller i Melbourne Victory.
Ad to omgange har keeperen angiveligt benyttet sig af et skældsord, som henviser til Berishas herkomst. Det har disciplinærkomiteen i australsk fodbold fået øje på, og det koster altså nu karantæne.
Melbourne City har udsendt en meddelelse, hvori man accepterer straffen, og Bouzanis undskylder.
- Jeg har accepteret sanktionen, som jeg er blevet givet. Jeg har undskyldt direkte til Berisha og Melbourne Victory, og jeg vil også gerne benytte lejligheden til at udvide min undskyldning til fansene og det bredere australske fodboldmiljø, siger Bouzanis.
- Mine fremtidige aktiviteter på og uden for banen vil demonstrere, at jeg har lært af mine erfaringer, siger han.
Dean Bouzanis har for nylig forlænget sin kontrakt i Melbourne City FC, hvor han har slået Thomas Sørensen af som førstekeeper.


Melbourne Victory
Melbourne City FC
A-League






























