FC København hentede mandag den tjekkiske midtstopper Michael Lüftner til klubben. Dermed har klubben afløseren til Mathias Zanka Jørgensen klar - hvis Zanka som forventet forlader København til sommer.
I kulissen sidder også Jores Okore, som ikke er nået op i de omdrejninger, man har forventet i FCK, og Ståle Solbakken overvejer da også, hvordan Okores fremtid skal se ud.
- Vi er i dialog med Jores og hans agent. Vi ser på, om han skal give den en skalle i København, eller om han skal lånes ud eller sælges, siger Ståle Solbakken til BT.
Jores Okore kom til FCK i sommer og har siden spillet fem Superliga-kampe for klubben, mens han i DBU Pokalen har optrådt to gange. I Europa League er det også blevet til en enkelt kamp.
Jores Okore har været inde og ude af kamptruppen i løbet af sæsonen. Senest var han med på bænken.


FC København
3F Superliga






















