De slovakiske mestre MSK Zilina røg op ad hatten, da FC København fredag fik sin første modstander i Champions League-kvalen.
Manager Ståle Solbakken erkendte dengang sit manglende kendskab til Zilina, men understregede, at det er et hold, som FCK skal slå ud.
Nu har Solbakken studeret slovakkerne nærmere, og tonen er blevet mere afdæmpet i forhold til Zilina, der sikrede sig sit syvende mesterskab siden 2001 ved at distancere Slovan Bratislava med 16 point.
- Det er en pistrækning. Jeg har set nærmere på dem nu, og jeg ved det meste, der er værd at vide. Det er en svær modstander, og særligt udekampen bliver vanskelig.
- Det er et godt hold med mange Lobotka-typer på midtbanen, siger Solbakken til bold.dk med henvisning til FC Nordsjællands slovakiske dynamo Stanislav Lobotka.
I sidste sæson indledte FCK sin kval med at slå nordirske Crusaders 3-0 ude og 6-0 hjemme.
- Jeg mener stadig, at Zilina er en modstander, vi skal slå ud. Men forskellen er bare ikke større, end hvis vi spiller en middelgod kamp, og de spiller en topkamp, så taber vi.
- I sidste sæson skulle alt gå op i en højere enhed for nordirerne, og alt skulle mislykkedes for os, hvis de skulle slå os. Sådan er det ikke mod Zilina. Det er en svær modstander, men vi skal kunne slå dem ud, siger Solbakken.
Zilina har hjemmebane i første opgør onsdag den 12. juli. Returkampen spilles i Telia Parken 19. juli.
mikael@bold.dk


FC København
Zilina
Champions League
1. Division
































