




Paris Saint-Germain er vanen tro stukket af med førstepladsen i Ligue 1.
Derfor var en sejr påkrævet i aftenens kamp mod Nimes, hvis Angers ville gøre sig håb om at indhente de forsvarende mestre.
Inden aftenens kamp var Angers 12 point bag førerholdet Paris, men Angers-spillerne gik til stålet, og havde flere gode muligheder i første halvleg.
Det forløsende føringsmål måtte dog vente til anden halvleg.
Efter lidt klumpspil i Nimes-feltet faldt bolden ned for fødderne af Thomas Mangani, og han flugtede Angers i front efter 67 minutters spil.
I kampens slutfase overlod Angers initiativet til Nimes, som dog havde ualmindeligt svært ved at spille sig frem til åbne chancer.
Derfor endte opgøret 1-0 til Angers, som med sejren indtager andenpladsen i Ligue 1, ni point bag PSG.
Assist-hattrick da Strasbourg pryglede Amiens ti mand
Strasbourg fik en sløj start på sæsonen i Ligue 1, men holdets dygtige angriber-duo bestående af Lebo Mothiba og Ludovic Ajorque har stille og roligt fået rettet op på resultaterne.
I aftenens kamp mod Amiens lynede de to igen, og det resulterede i en flot storsejr.
I første halvleg stod Mothiba for en fin assist, da Anthony Caci bragte Strasbourg i front.
Efter pausen var det Ajorques tur til at brillere, da han scorede til 2-0. Denne gang var Caci i oplæggerens rolle.
Et kvarter senere scorede Mothiba til 3-0, endnu engang efter oplæg af Caci.
15 minutter før tid var Caci for tredje gang i oplæggerens rolle, da Nuno Da Costa scorede til 4-0.
Det fik Amiens-spillerne til at kaste håndklædet i ringen. Fem minutter før tid fik Aurelien Chedjou rødt kort, og så endte kampen 4-0 til Strasbourg.


Angers
Amiens
Nimes
Strasbourg
Ligue 1



























