Son-perle grundlagde Tottenhams derby-sejr
2020-12-06 19:21:58
Foto: Getty Images

Son-perle grundlagde Tottenhams derby-sejr

Heung-Min Son scorede et fantastisk mål til 1-0, da Tottenham søndag aften sikrede sig en sikker 2-0-sejr på hjemmebane mod Arsenal i Premier League.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Både Arsenal-træner Mikel Arteta og angriber Pierre-Emerick Aubameyang har inden North London-derbyet snakket om, hvordan kampen kunne blive et vendepunkt i en historisk dårlig sæsonstart.

Arsenal lå før kampen nummer 15 i Premier League, mens aftenens værter fra Tottenham var i forrygende form og lå nummer to.

Fra kampens start lignede det ikke et vendepunkt for Arsenal.

Mourinhos Tottenham lod som forventet Arsenal have bolden, men det var sparsomt, hvad Artetas tropper spillede sig frem til af muligheder.

Til gengæld var Tottenhams livsfarlige på omstillingerne, og efter 13 minutter kom de foran.

Heung-Min Son fløj afsted på venstre kant, og da han nærmede sig feltet, trak han ind i banen, og da ingen af Arsenal-forsvarerne gik til ham, smadrede han bolden ind i det lange hjørne langt udefra.

Et fantastisk mål af Son, og så stod det 1-0 til Tottenham.

Arsenal havde fortsat svært ved at spille sig til chancer, og kort før pausen udbyggede Tottenham føringen.

Lige efter et lovende Arsenal-angreb, fangede Tottenham modstanderne på en hurtig omstilling, der endte med, at de var fire mod to. 

Son fik igen bolden på venstre side, og Harry Kane overlappede flot, da Son trak ind i banen. Englænderen fik bolden og kvitterede ved at hamre bolden ind over Bernd Leno via overliggeren.

Derfor førte Tottenham 2-0, da holdene gik til pause.

Arsenal kunne ikke gennembryde Tottenhams betondefensiv

Arsenal kom fint ud til anden halvleg, hvor de fortsatte med at være meget på bolden. 

Tempoet i spillet var dog hævet i forhold til første halvleg, og i anden halvlegs indledning spillede de sig frem til en fin chance, hvor Alexandre Lacazette lige netop ikke nåede frem til et fladt indlæg i feltet.

Tottenham stillede sig endnu længere ned end i de første 45 minutter, og lod i endnu højere grad Arsenal spille rundt.

Efter 67 minutter var Lacazette igen nærgående, da han headede på mål langt ude fra efter et indlæg fra højre side, men Hugo Lloris fik skubbet bolden til hjørne.

De helt store åbne chance udeblev dog for Arsenal. Tottenham forsvarede sig godt, og især Pierre-Emile Højbjerg og Moussa Sissoko, som lå foran forsvaret, støvsugede alt, hvad der kom i nærheden af dem.

Omvendt udeblev Tottenhams omstillinger i anden halvleg, så Arsenal-målet var ikke synderligt truet. Først ti minutter før tid noterede Tottenham sig for deres første afslutning i anden halvleg.

Alligevel var Mourinhos tropper i total kontrol i deres stærke defensiv, og der kom ikke flere mål i kampen.

Det endte dermed 2-0 til Tottenham, der indtager førstepladsen i Premier League, mens Arsenal forbliver nummer 15.

Annonce
Annonce

68 kommentarer

Se kommentarer
Annonce