Et tyrkisk medie meldte tidligere på ugen, at Southampton havde besluttet sig for ikke at gøre brug af den købsoption, man har på Elias Jelert i lejeaftalen med Galatasaray.
Det rygte skyder sportsdirektør i Championship-klubben Johannes Spors dog ned, og han har endda fortalt danskeren, at han ikke skal bekymre sig om det.
- Jeg talte med ham i kantinen, og jeg sagde: 'Elias, når du læser det, er det bullshit. Du skal ikke lytte til det', siger sportsdirektør Johannes Spors ifølge Daily Echo.
- Jeg tænkte, at han måske ville læse det og tro på det. Hvorfor ville en fodboldklub overhovedet beslutte sig om en option i november, når man har indtil maj? Det giver ingen mening. Om man vil bruge optionen eller ej, tager man ikke beslutningen nu.
Southampton-chefen fortæller videre, at han synes godt om Jelert, som han tror, kan få en vigtig rolle, når han kommer tilbage fra skade.
- Han er en rigtig god spiller, der blev skadet på et dårligt tidspunkt, fordi han blev skadet i sin bedste kamp for os. Nu kommer han tilbage, men vi tager det stille og roligt med ham. Vi har et tæt program over julen, og der vil han forhåbentligt være til rådighed, lyder det fra sportsdirektøren.
Jelert måtte udgå efter 70 minutter i en kamp mod Swansea tilbage i oktober og har ikke været i aktion siden da.

Southampton
Championship























