Mirakelmagerne.
Det var, hvad Freyr Alexandersson og hans danske assistenttræner, Jonathan Hartmann, blev kaldt i belgiske Kortrijk i sidste sæson.
Sammen fik den tidligere Lyngby-duo vendt en håbløs situation som absolut bundprop til overlevelse i den bedste belgiske række.
Men tirsdag aften var det glemt igen, da de begge fik sparket.
I et interview med Bold fortæller Jonathan Hartmann om det vilde år, den specielle fyring, og hvad fremtiden byder på.
- Det har været specielt at opleve de urealistiske forventninger, som der har været. Kortrijk har det tredjemindste budget i rækken, og vi ligger tredjesidst. Det er definitionen af at leve op til sine forventninger.
- Når vi så bliver fyret med begrundelsen i resultaterne, så siger det meget om, hvor urealistiske forventninger der er til en klub af Kortrijks størrelse.
Derfor lægger den danske træner heller ikke skjul på, at han er ærgerlig.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han er overbevist om, at ham og Freyr Alexandersson havde, hvad der skulle til for at få klubben tilbage på rette køl.
For med i ligningen om resultaterne i denne sæson er også et voldsomt transfervindue, som Kortrijk var igennem i sommer.
- Vi skiftede 25 spillere. Det lyder helt sindssygt, men vi havde syv lejespillere, og vi har sagde farvel til 14 spillere og goddag til 11.
- Derfor var det her det første skridt i at stabilisere klubben igen, og det er vi på mange måder lykkedes med. Vi ligger uden for de to nedrykningspladser - godt nok tæt - og vi har fået 1,3 point pr. kamp.
Derfor er det først og fremmest stoltheden, der fylder hos Jonathan Hartmann, selvom han ikke er enig i ledelsens beslutning.
- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke kan få lov til at fortsætte vores arbejde, fordi jeg ved, at vi kunne have stabiliseret klubben, men mest af alt er jeg stolt.
- Vi har lavet the greatest of great escapes igen, og vi er lykkedes med at få en klub, der var enormt tumultarisk, til at stabilisere sig og være kompetitiv i den belgiske liga. At vi er lykkedes med det på et år, er jeg faktisk virkelig, virkelig stolt over.
Det vanvittige mirakel
Eventyret i Kortrijk er slut for trænerduoen, og selvom det ikke blev til den afslutning, de havde håbet på, så fylder sidste sæsons mirakel stadig meget i Hartmanns bevidsthed.
Den danske træner beskriver starten som ‘helt vild’, hvor han og Freyr Alexandersson kun lige når at lande i Belgien en sen aften for at skrive under, inden de næste dag stod i lufthavnen og mødte holdet inden afrejse til Spanien.
- Så havde vi en uges træningslejr i Alicante, inden vi flyver tilbage til Belgien og skal spille mod Standard Liege på udebane. Der er 30.000 tilskuere. De har jubilæum, der er kæmpe fyrværkerishow og tifoer.
- Alligevel lykkedes vi med at forpurre den fødselsdagsfest ved at vinde 1-0 og krige den hjem. Kortrijk vandt deres første udebanesejr i et år på det tidspunkt. Det er der, eventyret og miraklet starter, mindes Hartmann.
- Det siger noget om, hvilken fodboldklub vi overtog. Inden havde klubben haft tre cheftrænere, som ikke havde vundet en udekamp i et år og som lå ubehjælpeligt sidst. Vi lykkedes med at få den fodboldklub til at overleve i den bedste belgiske række, og det er jeg enormt stolt over.
Efter en lang periode i Lyngby Boldklub var det også nøjagtig, hvad han havde brug for skulle ske i sin karriere.
Derfor fortryder han heller ikke skiftet et eneste sekund.
- Det var lige præcis den udfordring, som jeg efter 10 år i Lyngby personligt havde ledt efter. At kunne træde et skridt op og være en del af en af de ti stærkeste ligaer i verden og være med i det cirkus, det er at forsøge at redde en klub, der lå så ubehjælpeligt sidst.
- Det har været et fantastisk eventyr, og det har været virkelig, virkelig lærerigt. Jeg vil ikke bytte det for noget som helst. Det var lige præcis det, som jeg personligt havde brug for efter en god, lang og tryg periode i Lyngby.

Jonathan Hartmann tilbragte 10 år i Lyngby Boldklub, inden han sidste år tog med Freyr Alexandersson til Kortrijk. Foto: Lyngby Boldklub
Har ladt telefonen op
Men efter et år er det nu tid til at se sig om efter en ny klub.
I den søgen er Jonathan Hartmann åben for alt.
- Jeg har sørget for at lade min telefon op på fuld batteristyrke, så jeg kan se alle de opkald, der kommer, for jeg glæder mig til at komme på et nyt eventyr.
- Jeg udelukker ikke noget, men udgangspunktet er, at Freyr og jeg rigtig gerne vil blive ved med at arbejde sammen. Vi har leveret gode resultater sammen i de seneste år, og vi ønsker at blive ved med at gøre det sammen, hvis det er muligt.
I den proces er der især én ting, der vil kunne lokke den nu tidligere Kortrijk-duo.
- Det vigtigste for os er, at vi kan komme til en klub med en mere bæredygtig og langsigtet strategi, hvor vi kan bygge en klub fremad.
- Hvad angår geografi og rolle så er jeg en ung mand med lyst til at prøve så meget af verden som muligt, så jeg afviser ikke noget.
Bold har også talt med Freyr Alexandersson, der i et stort interview fortæller, hvordan han blev fyret over telefonen, og hvad der især ikke fungerede i den belgiske bundklub.

Kortrijk
Jupiler Pro League






































