For lidt over to år siden sagde Martin Hinteregger farvel til professionel fodbold.
Den østrigske forsvarsspiller lagde støvlerne på hylden, selvom han kun var 29 år gammel på daværende tidspunkt.
Nu er han tilbage.
Austria Klagenfurt, som spiller i den bedste østrigske række, har hentet den nu 32-årige forsvarsspiller.
Klubben oplyser, at Hinteregger har underskrevet en kontrakt, som gælder frem til sommeren 2026.
Hovedpersonen sætter ord på aftalen og comebacket.
- Jeg har altid fulgt min mavefornemmelse. Efter flere år med fysisk og psykisk stress, så var det vigtigt for mig at få lidt distance og nyt perspektiv på livet.
- Men nu har jeg indset, at min historie som fodboldsspiller ikke er skrevet færdig. Jeg er klar til at spille på et højt niveau, udtaler han.
Martin Hinteregger har tidligere repræsenteret RB Salzburg, Frankfurt, Augsburg og Mönchengladbach i sin karriere.
I Salzburg vandt han mesterskabet fem gange, mens det også blev til fire pokaltriumfer. Den største af alle titler fik han i Frankfurt. Her vandt han Europa League sammen med Jesper Lindstrøm i sæsonen 2021/22.
På det østrigske landshold står han noteret for 67 kampe og fire mål.
Austria Klagenfurt er i skrivende stund nummer ni i tabellen.

SK Austria Klagenfurt
Bundesliga

































