FC Midtjylland indleder jagten på Champions League-deltagelse mod UE Santa Coloma.
Det står klart, da de undertippede mestre fra Andorra tirsdag aften spillede sig videre til anden kvalifikationsrunde efter en sensationel sejr over FC Ballkani fra Kosovo.
Den overraskende sejr kom i hus efter et yderst dramatisk opgør, der måtte helt ud i straffesparkskonkurrence for at finde en afgørelse.
Indtil det 91. minut lignede det ellers, at FC Ballkani ville booke billetten videre med et 0-0-resultat ovenpå sidste uges 2-1-sejr, men mesterholdet fra Andorra ville det anderledes.
I det andet tillægsminut steg Santa Colomas Andres Mohedano således til vejrs og headede 1-0-målet i kassen efter et hjørnespark, og så var der dømt forlænget spilletid.
Nu var det pludselig mestrene fra Andorra, der stod med de bedste kort på hånden.
Artiklen fortsætter efter billedet

For allerede i det 38. minut var FC Ballkani blevet reduceret til ti mand, og det udnyttede Santa Coloma igen efter 102 minutters spil, da Franco de Jesus kunne gøre det til 2-0.
Syv minutter senere fik mandskabet fra Kosovo dog svaret igen på et mål af Walid Hamidi, og da der ikke blev scoret yderligere, var der dømt straffesparkskonkurrrence.
Her skulle der hele syv sparkere til fra hvert hold, men det var i sidste ende de undertippede spillere fra Santa Coloma, der kunne bryde ud i jubel.
Midtjyderne skal i første omgang en tur til Andorra den 23. juli, inden der er returopgør på MCH Arena 31. juli.
Går Thomas Thomasbergs tropper videre fra 2. kvalifikationsrunde, er klubben som minimum sikret deltagelse i Conference Leagues ligaspil.
Vil de i stedet hele vejen og sikre sig en plads i verdens største klubturnering, kræver det en sejr i 2. kvalifikationsrunde, 3. kvalifikationsrunde og til sidst playoff-runden.
FC Midtjylland tager hul på 3F Superligaen fredag, når de møder AGF.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
UE Santa Coloma
Champions League




























