Det er ikke så ofte, at tidligere Superliga- og divisionsspillere slår deres folder i Serie 2, men nu kan Serie 2-klubben Rosenhøj glæde sig over at have sikret sig én.
32-årige Stefan Hansen har ifølge transfermarkt.com hele 275 seniorkampe på CV'et, hvoraf 40 af dem var i Superligaen for HB Køge.
I Superligaen scorede Stefan Hansen mod AaB, og det mål kan du se i videoen øverst i artiklen.
Det hele startede dog i Rosenhøj, og nu vender den erfarne forsvarsspiller tilbage til barndomsklubben.
Rosenhøj-cheftræner Kasper Nielsen siger til LigaBold.dk, at Stefan Hansen har valgt at hjælpe Serie 2-klubben, da han blandt andet kommer til at spille sammen med sin bror.
- Der er meget familiært i det, fordi Stefans lillebror Danni spiller også for holdet, og der er flere, der kender til familien og Stefan (Stefan Hansen, red.) også. Han har været lidt stille med sin egen karriere, og han valgte at trappe lidt ned og spillede lidt oldboysfodbold i Hvidovre. Vi var faktisk til en familiær fest hos hans lillebror, hvor Stefan også var der, og der tog vi en lille snak om det.
- Nu har han gjort op med sig selv her i starten af 2022, at det ville han sgu gerne, i det omfang hvor han kan hjælpe. Umiddelbart ser det positivt ud, angående han kan spille en del gange, men han er stadig tilknyttet det ret vilde oldboyshold i Hvidovre, siger Kasper Nielsen til LigaBold.dk.
Hvordan vil du betegne Stefan Hansen?
- Det er klart et kæmpe scoop. Han kommer omvendt også til at give enormt meget til de unge spillere, som allerede nu har kunnet mærke, at det er en spiller, der også giver en masse fra sig. Samtidig er han også den forlængede arm for mig inde på banen. Nu har han allerede spillet en træningskampe, og han giver bare enormt meget.
- Det er tydeligt at mærke på Stefan, at han har været på en høj hylde, og han har rigtig meget med i bagagen. Han er rigtig god til at lære fra sig, og han er den naturlige leder. Han har også været anfører de fleste steder, hvor han har været. Det kan man tydeligt mærke.
Stresser ikke
Kasper Nielsen siger, at Stefan Hansen har holdt sig godt i gang, og at han blot er 32 år. Derfor kan Hansen forstærke mandskabet markant, og det gør forstærkningen til et endnu større scoop, mener Nielsen.
Forsvarsspilleren skal blandt andet bidrage med noget lederskab og rutine inden for kridtstregerne.
- I de kampe, som han kommer til at være med i, kommer vi også til at mærke, at han er der. Han har også en god stemme på banen, og han er også rigtig god at dirigere på en dejlig rolig måde.
- Han stresser ikke. Han ved lige præcis, hvordan man skal gå til hvert enkelt spiller. Nu er det ingen hemmelighed, at vi har en meget ung trup, og der passer han perfekt ind i forhold til, hvad han kan give fra sig, siger Kasper Nielsen til LigaBold.dk og tilføjer, at Stefan Hansen vil være med så meget som muligt.
- Han er her, fordi han gerne vil spille sammen med sin lillebror, men også fordi han har tid og lyst til at hjælpe. Han vil hjælpe i det omfang, som han kan, da han også har en virksomhed, men han spiller stadig på oldboysholdet i Hvidovre.
Stefan Hansen har i løbet af karrieren spillet for Hvidovre, HB Køge, FC Roskilde og FC Græsrødderne.
Rosenhøj indtager andenpladsen i Sjælland Serie 2 Pulje 4 med 25 point efter 11 kampe. Mandskabet har fem point op til Roskilde KFUM.
Stefan Hansen kan få officiel debut, når Rosenhøj skal duellere mod VG Fodbold lørdag 2. april.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

































