Steffen Højer har givet stafetten som U21-landstræner videre til Lars Knudsen, som i denne uge præsenterede det nye kuld.
Og her har rigtig mange talenter været i kikkerten.
- Igennem foråret har vi screenet en kæmpe gruppe af spillere på over 80, og det har vi så snævret ind til en bruttotrup. Der er rigtig god konkurrence om pladserne.
- Der er spillere, som til daglig spiller på et rigtig, rigtig godt niveau, som ikke er med her, fortæller Lars Knudsen.
U21-landstræneren ser især meget offensivt talent i truppen, og det skal udnyttes.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi vil gerne tage initiativet og spille underholdende fodbold, som er både sjovt for spillerne og sjovt at kigge på, så for os handler det om at få sat så mange af de her dygtige offensive spillere ind på banen samtidig.
På nuværende tidspunkt spiller 14 ud af 23 i danske klubber.
- Det kommer helt sikkert til at ændre sig undervejs. Unge spillere, der gør det godt, er i superhøj kurs, og heldigvis er der mange danske spillere, der kommer ud og etablerer sig tidligt, så jeg forventer helt klart, at det ændrer sig i løbet af perioden, siger Lars Knudsen.

Danmark U21


































