Martin Svensson har ikke altid været kendt for det, han egentlig gerne vil være kendt for - nemlig at spille fodbold. Disciplinære problemer har haft en del at sige i hans fodboldkarriere - men det skal være slut nu.
Den 27-årige offensivspiller er endt hos Nykøbing FC, hvor han håber, at han kan komme til at kickstarte karrieren, som i årenes løb har bragt ham forbi klubber som Silkeborg, Randers, Viborg og Vejle Boldklub.
- Man skal ikke være raketforsker for at se, at der har stået mange ting om mig på diverse medier - og det har ikke altid handlet om fodbold. Det har også handlet om noget af alt det lort, jeg rendte og lavede, da jeg var yngre, siger Svensson til bold.dk.
- Jeg har et stort temperament og har været lidt en drengerøv, og hvis man kombinerer det med, at jeg fik nogle penge mellem hænderne som ung, så gjorde det, at jeg traf en masse forkerte beslutninger. Jeg var slet ikke klar over, hvad det ville sige at skulle være professionel.
- Der er en masse timer uden for banen, hvor man skal leve sundt, gå i ordentlig tid i seng og lade være med at gå i byen, og jeg var for mange år om at finde ud af, at det ikke hænger sammen med en tilværelse, hvor man gerne vil noget med sin sport.
- Jeg kender mig selv bedre nu og har fundet ud af, hvem jeg er som person, og hvem jeg er som fodboldspiller. Samtidig har jeg fået ro på baglandet - privatlivet kører på skinner, og det har også bare hjulpet mig meget. Men jeg er også træt af at skulle synge den samme sang hver gang, om at jeg er blevet ih-åh så voksen. Hvis det går galt igen, står det selvfølgelig for egen regning, siger Svensson.
Da det gik galt i Vejle
Sidst, det gik galt, var i Vejle Boldklub i foråret 2016, hvor han ragede uklar med cheftræner Kleber Saarenpää. Et forløb, som ifølge Martin Svensson blev fremstillet forkert i medierne, hvor det kom til at lyde som om, at han var blevet fyret, mener han.
Sådan så Svensson det dog ikke selv.
- Vi lå til oprykning, da vi gik til vinterpause. Jeg fik et meget tyndt rødt kort mod Lyngby i den næstsidste kamp i efteråret og havde så karantæne frem til og med den første kamp i foråret, som vi tabte til Næstved, der på det tidspunkt lå i bunden.
- Så jeg var stensikker på, at jeg skulle starte inde i den efterfølgende kamp, og det skete så ikke. Så jeg tog fat i Kleber og spurgte, hvad der skete, og om jeg ikke kunne få en begrundelse. Jeg føler, jeg fik et halvtyndt argument, og så blev jeg sur og sagde, at jeg synes det var noget pis.
- Derefter blev jeg ringet op og fik at vide, at han ikke kunne klare mig mere, og at han ville have mig ud af klubben. Jeg mødte ind og tog en samtale med Steen Thychosen (daværende sportschef, red.), og han sagde, at jeg skulle tage det roligt og se, hvad der ville ske.
- Jeg var i en situation, hvor jeg spillede pissegodt. Jeg var brandvarm og ville gerne spille. Så dukkede der en mulighed op i Sverige, og det gjorde, at jeg sagde op i Vejle Boldklub - men det skulle jeg ikke gjort. Min daværende agent havde ikke styr på, at jeg hverken kunne komme til Norge og Sverige, fordi transfervinduerne var lukket - så det eneste sted, jeg kunne komme hen, var Island. Så det var ikke ret godt, siger Martin Svensson.
Vil lære fra sig
På Island endte Svensson så, men i efteråret drog han hjem mod Danmark og hjemegnen på Sydhavsøerne, hvor han fik en deltidskontrakt i Nykøbing FC.
- Jeg er kommet til et sted, hvor de tror meget på mig og behandler mig meget godt. Jeg er en af de ældre, selvom jeg kun er 27, og jeg forsøger at lære fra mig og fortælle dem om nogle af de fejl, jeg har lavet i min karriere, så de unge forhåbentlig ikke gør det samme, siger Svensson.
- Der er masser af unge spillere med stort potentiale, og heldigvis er jeg ikke den eneste, der kan give noget videre, for jeg har også mine fejl og kan også godt blive irriteret og synes, at det hele er noget lort - jeg er trods alt kun et menneske.
- Men så har vi heldigvis erfarne folk som Anders Due og Lars Pleidrup, som kan sige noget til mig, hvis det går for vidt. Men jeg synes, der er god harmoni i truppen, siger Svensson.
Stadig ambitioner
Rent sportsligt har Martin Svensson haft en træls start på tilværelsen i Nykøbing FC. Han har nemlig været skadet lige siden forårssæsonen gik i gang - og har kun fået et enkelt indhop mod FC Helsingør.
Men han har ikke givet op på tilværelsen som fodboldspiller.
- Jeg har stadig masser af ambitioner. Jeg drømmer stadig om, at jeg kan komme til at spiller Superliga-fodbold igen. Jeg ved, jeg er god nok, og jeg vil gerne vise, alle de folk, der siger, at jeg aldrig bliver til noget, og at jeg er et problembarn, at bare fordi de har nogle meninger, så kan jeg godt nå det alligevel.
- Hvis jeg vågner op en dag og finder ud af, at jeg ikke har lysten og drømmen længere, så er det selvfølgelig på tide at finde på noget andet at lave end at spille fodbold. Men jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at spille fodbold, og så længe jeg gør det, så er der også ambitioner og drømme, der følger med, siger Svensson.
Martin Svensson har senest pådraget sig en ankelskade, så han er ikke med, når Nykøbing FC søndag tager imod FC Fredericia.
nicolai@bold.dk


Betinia Liga
Nykøbing FC



























