2025-09-23 17:45:00

Tavshed i Fredericia: FCK-fanklub klager til Forbrugerklagenævnet

FCK’s fanklub har klaget til Forbrugerklagenævnet over dårlige udebaneforhold i Fredericia, mens Danske Fodboldfans advarer om sikkerhedsproblemer – hverken FC Fredericia eller Divisionsforeningen vil kommentere sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - 3. runde

FT

LYN

0 - 2

FCK

Det sidste punktum i utilfredsheden med FC Fredericias udebaneafsnit er langt fra sat.

I Superligaens tredje runde kom FC København på besøg, og her blev udebaneafsnittet kritiseret af FCK-fans for manglende plads og dårligt udsyn.

Det fik FC Københavns officielle fanklub, FCKFC, til at indgive en officiel klage til FC Fredericia over de kritisable udebaneforhold. Her krævede FCKFC en undskyldning samt økonomisk kompensation til de tilskuere, der ikke kunne se kampen.

Men fanklubben fik aldrig et svar.

Det har nu fået FCKFC til at reagere på fredericianernes tavshed ved helt ekstraordinært at klage til Forbrugerklagenævnet. 

– Det er lidt specielt, fordi man normalt skal klage enkeltvis som tilskuer. Vi har valgt at sende en fælles klage på vegne af FCK-fans, og det er, så vidt jeg forstår, ikke den sædvanlige fremgangsmåde. Vores mål er at få et sagsnummer, så andre fans, der ønsker at klage, kan henvise til det. Vi håber, at det kan brede sig, så alle, der har været afsted, også får muligheden, fortæller Casper Fischer Raavig, næstformand i FC Københavns officielle fanklub, FCKFC.

– Fredericia har valgt at ignorere vores klage. I stedet har de udtalt sig til Bold, hvor de siger, at det er en læringsproces, og at de ikke mener, de har oversolgt afsnittet. Vi kan sådan set godt acceptere, at det er en læringsproces, men vi er ærgerlige over at være blevet brugt som prøveklude – uden hverken undskyldning eller kompensation.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Tavshed i Fredericia: FCK-fanklub klager til Forbrugerklagenævnet
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Ifølge Casper Fischer Raavig er processen med klagen til Forbrugernævnet i gang, og FCK-fanklubben er ved at samle dokumentation fra kampen mod Fredericia den 1. august i Superligaen. 

Det er Nævnenes Hus, som har taget klagen op. Det er et klagenævn, der behandler uenigheder mellem borgere, virksomheder og myndigheder.

– Det er ærgerligt, at man ikke rækker en hånd ud. Sagen kunne være løst, hvis de bare havde taget en snak med os og fundet en løsning i fællesskab. Det bliver principielt, når man vælger at ignorere os – selvom vi har lagt en saglig redegørelse i fuld længde på vores hjemmeside. Der har været fuldstændig tavshed, og det er problematisk, når man slet ikke gider tage en dialog. Det plejer vi ellers at have med andre klubber i landet.

Mens Nævnenes Hus behandler klagen, har FCKFC taget sagen i egen hånd og givet kompensation til nogle af fansene.

– Vi har valgt at tilbagebetale alle pengene til dem, der var med i bussen, fordi vi ikke synes, vi kan være det bekendt i forhold til det produkt, de har købt. Det kunne være løst, hvis klubben blot havde taget en dialog med os og taget henvendelsen alvorligt. Men vi er blevet mødt med fuldstændig tavshed, og det er langt fra optimalt.

Bekymring fra Danske Fodboldfans
Hos Danske Fodboldfans har man modtaget op til 130 indberetninger fra de 2000 medrejsende FCK-fans. Det er på trods af, at Monjasa Park er godkendt til at rumme 3.000 udebanetilskuere.

– Det er bekymrende. Ser man procentvis på det, er det pænt mange indberetninger på en enkelt klub. Vi havde flere indberetninger fra børnefamilier, som følte sig utilfredse og pressede, og som ikke turde forlade deres pladser på stadion, fordi der var så mange mennesker. Det tager vi alvorligt. Jeg vil hellere have, at de lukker færre udebanefans ind, end at vi får en situation, hvor vi modtager så mange klager, at vi begynder at frygte for sikkerheden på stadion, siger Anja Lilli Beikes, pressekontaktperson for Danske Fodboldfans.

– Det er på ingen måde godt for fanmiljøet i Danmark. Det er vigtigt, at klubberne indgår i dialog med fans og tager imod kritik, når den kommer. Vi vil gerne opfordre klubberne til at snakke med fans og skabe rum for dialog. Kritikken her er både saglig og ordentlig. Derfor er det ærgerligt, at klubben ikke vil samarbejde.

Danske Fodboldfans har samlet indberetningerne fra kampen og sendt en henvendelse til Divisionsforeningen.

– Vores kommunikation har været med Divisionsforeningen, og vi har taget vores henvendelse videre til dem. De har så taget fat i FC Fredericia. Man kan sige, at der er sket et eller andet, siden kapaciteten er blevet nedjusteret, fremhæver Anja Lilli Beikes.

Bold har forsøgt at få en kommentar fra Divisionsforeningen i forbindelse med FCKFC’s klage til Forbrugernævnet. Her lyder meldingen, at man ingen kommentarer har.

Tavsheden giver genlyd
I DFF’s udvalg har man forsøgt at kontakte Fredericias SLO i forbindelse med at observere Vejle-kampen fra udebaneafsnittet og vurdere forholdene, men henvendelsen blev aldrig besvaret af klubben.

– Vi ville have haft en observatør for at følge op på alt det her, også fordi Brøndby snart kommer på besøg i Fredericia. Observatøren fik aldrig en billet til udebaneafsnittet, fordi vores henvendelse ikke blev besvaret. Vores erfaring er, at det ikke er nemt at komme i kontakt med Fredericia, lyder det fra Anja Lilli Beikes fra Danske Fodboldfans til Bold.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Derudover oplyser Danske Fodboldfans, at de efter kampen mellem FC Fredericia og Vejle Boldklub har modtaget indberetninger fra utilfredse Vejle-fans.

– Vi har fået nogle indberetninger, men vi havde nok regnet med flere. Indberetningerne går på dårlige forhold ved toiletterne. Der var lidt problemer med udsynet, når man stod på de bagerste rækker, men der var ikke noget omkring sikkerhed.

Det er en anden melding, end den Fredericias direktør gav til Bold efter kampen.

– Der var ingen problemer, og vi har ikke hørt noget som helst fra VB-fans. Tværtimod. Jeg har ikke hørt noget om problemer i Fredericia. Det kan være, det var vejret, der gjorde det, eller at kampen endte uafgjort. Begge fangrupper blev lige våde, og begge fik noget med hjem, og det giver nok lidt ro, siger Stig Pedersen til Bold.

Bold har spurgt FC Fredericia ind til klagen til Forbrugernævnet fra FCK’s officielle fanklub, men klubben har ingen kommentarer til sagen.

Herudover er klubben blevet spurgt ind til det manglende svar til Danske Fodboldfans i forbindelse med at observere lokalopgøret mod Vejle Boldklub. Det har klubben heller ingen kommentarer til.

Podcast Cover

Hvem står stærkest inden sæsonstart?

Ugens Suppe | Afsnit 1

Ugens Suppe er tilbage. Efter ni måneders pause er vi klar med en ny udgave af Bolds Superliga-podcast.

Læs mere
-58:20

Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - 3. runde

FT

LYN

0 - 2

FCK

Annonce

20 kommentarer

Se kommentarer
Annonce