Gennem de seneste sæsoner har Thomas Sørensen været fast mand på holdet i Lyngby, og han var blandt andet med til at sikre holdet bronze i 2017.
Denne sommer har forsvarsspilleren forladt klubben, da han i stedet er rykket til 1. divisionsrivalerne fra Hvidovre.
Første officielle kamp i Hvidovre-trøjen kan blive i søndagens udekamp mod netop Lyngby, og Sørensen forventer en speciel oplevelse for ham.
- Kampen skulle jo komme på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke lægge ud med den, og selvfølgelig bliver det specielt for mig at skulle spille på Lyngby Stadion i en anden trøje, siger Sørensen til bold.dk.
- Lyngby har nogle fantastiske fans, som jeg har haft rigtig mange gode oplevelser med, og jeg glæder mig til at se dem igen. Jeg nåede aldrig rigtig at sige farvel, så det bliver rart at få hilst på dem.
- Det bliver også specielt for mig at møde en række af mine tidligere holdkammerater, men når kampen er i gang, bliver det som alle andre.
Lyngby har over sommeren skiftet ud på trænerposten, da Mark Strudal er kommet til.
Samtidig er der skiftet flittigt ud i spillertruppen og trænet med nye systemer, så Sørensen regner derfor ikke med, at han kan komme med de helt store råd til trænerteamet og holdkammeraterne før kampen.
- Det er svært for mig at sige det store. Jeg nåede kun at spille en uges tid under Mark, og de har samtidig mange nye spillere, som ser ud til at starte inde.
- Jeg ved dog, at vi skal spille på en rigtig god bane, og jeg ved, at det er et rigtig stærkt hold, som virkelig kan spille hurtigt, når de rammer dagen. Hvis vi hænger efter nogle steder, så ved vi, at det kan gå rigtig stærkt.
- Jeg er samtidig spændt på at se, hvor Hvidovre står lige nu. Vi har fået nogle nye spillere og er rykket en række op, så det bliver fedt at måle os med et godt hold, siger Sørensen til bold.dk.
Kampen spilles i Lyngby klokken 13.45.
mikkel@bold.dk


Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Betinia Liga





























