
FC Midtjylland kan starte på en frisk efter en meget tung uge.
Eventyret i Europa er slut, og søndag aften måtte de danske mestre rejse hjem fra hovedstaden med et 0-1-nederlag til FC København, der nu har lagt sig i spidsen af Superligaen med 39 point.
Nærmeste forfølger er fortsat FC Midtjylland, men AGF er efter en overlegen start på foråret også med fremme i det fine selskab, og det er netop aarhusianerne, FCM's cheftræner Thomas Thomasberg peger på som et mandskab, der skal tages alvorligt i topræset.
- Over den seneste lange periode har FCK og FCM jo næsten delt mesterskaberne imellem sig. AGF er kommet fantastisk fra land. De har et meget erfarent hold og er aggressive i deres tilgang, som vi også gerne vil være. De er absolut konkurrencedygtige i forhold til det her, sagde Thomasberg til den skrevne presse.
- Men vi kigger allermest på os selv. Hvis ikke vi kan lave point nok til at blive mestre, så skal vi ikke pege på nogle af de andre. Vi må konstatere, at der er andre dygtige hold, som vi skal kæmpe for at slå, og det glæder vi os til. Jeg tror, vi hentede 15 point i 10 kampe i seneste mesterskabsspil, og jeg forventer også, at folk kommer til at slå hinanden på kryds og tværs igen i år.
FC Midtjylland havde inden søndagens dyst ikke tabt en eneste kamp ud af de seneste otte til FC København i Superligaen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Gør det ekstra ondt, at stimen mod FCK er stoppet?
- Selvfølgelig er det altid ærgerligt, når man har en stime mod et hold. Men det vil også være mærkeligt, hvis man ikke både taber og vinder i løbet af 10 kampe mod FCK. I det henseende er holdene for tæt på hinanden. Det var udslagsgivende i seneste sæson, da vi blev mestre. Nu har vi fået tre point hver mod hinanden i den her sæson.
FC Midtjylland og AGF skal hverken spille europæisk eller pokalfodbold i resten af sæsonen, mens FC København fortsat er med i begge turneringer.
Ser du det som en fordel for jer?
- Den snak har vi hver gang. Vi kan selvfølgelig træne noget mere, og det giver en bedre forberedelse til den enkelte Superliga-kamp, men du får mig ikke til at sige, at jeg ikke gerne ville have været med i Europa og i pokalen. Vi kan træne noget mere, og den tid skal vi bruge på, at vi kan stå så skarpt som muligt hver eneste weekend, for det kommer til at kræve en masse sejre at vinde det her.
FC Midtjylland får i den kommende weekend besøg af FC Nordsjælland, der søndag slog oprykkerne fra Sønderjyske med 3-2.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
FC København
3F Superliga




























