Nykøbing FC har været suveræne i Campo Bet 3. division denne sæson.
Klubben indtager efter 24 runder førstepladsen med 16 point ned til nummer to FA 2000.
Søndag eftermiddag tørner netop de to mandskaber sammen, og Nykøbing kan med en sejr allerede sikre oprykningen til 2. division.
Der er derfor lagt op til et brag af en kamp på Lollands Bank Park.
- Vi fornemmer virkelig, at byen summer omkring weekendens hjemmekamp, og det betyder meget for os, siger Nykøbing-træner Mikkel Thygesen til klubbens hjemmeside.
Selv om Nykøbing er det suveræne tophold i rækken, forventer Thygesen ikke, at det bliver en nem kamp.
- Kampen mod FA2000 bliver en tæt kamp. Det er et stærkt hold, og det er ikke tilfældigt, at de ligger så solidt på 2. pladsen og ligesom os er på vej mod 2. division.
- Vi skal være klar fra start og spille op til vores absolut bedste niveau, hvis vi skal have alle tre point, lyder det fra Mikkel Thygesen.
Der er kampstart søndag klokken 14.00.
Se stillingen i 3. division her.
Nykøbing kan allerede lørdag sikre oprykning, hvis Næsby ikke formår at slå Vanløse.


CampoBet 3. division
Nykøbing FC



































