Fredag aften blev der delt blomster ud til en række spillere, som var færdige hos HIK efter denne sæson. Her blev der blandt andet givet blomster til Frederik Krabbe, som stoppede karrieren, men også til 19-årige Alexander Hjælmhof.
Den talentfulde midtbanespiller har blot været i klubben siden januar måned, hvor han kom til fra FCK, men Hjælmhof har nu valgt at sige farvel til HIK. Han skal nemlig til USA for at læse business på San Diego State University.
Det fortæller han til bold.dk.
- Jeg tager til USA for at læse på et college i San Diego. Det gør jeg i starten af august, og det ser jeg rigtig meget frem til. Så det var faktisk derfor, at jeg fik blomster i dag.
- Jeg har gået lidt og leget med tanken, siden at jeg skiftede væk fra FCK. Jeg har været i dialog med nogle forskellige steder derover, og så blev det lige pludseligt en realitet her for nyligt.
Er det skolen eller fodbolden, som har haft størst betydning for dit valg?
- Jeg vil sige, at det er en god 50/50. Jeg har nemlig brug for noget andet end bare fodbold. Jeg har også brug for at få aktiveret min hjerne.
- At jeg så kan tage til USA og læse på college med et scholarship, er den perfekte mulighed for mig, da jeg stadig elsker at spille fodbold.
Hvad er dine ambitioner med fodbolden nu?
- Det tager jeg lidt, som det kommer derover. Hvis der er nogen muligheder, som skulle byde sig til, må jeg se på det til den tid. Først og fremmest tager jeg derover for at få mig en god uddannelse, men jeg vil selvfølgelig spille fodbold hver dag.
- Jeg lægger det derfor ikke helt på hylden, men jeg har et klart og primært fokus på den uddannelse, som jeg skal over og tage. Fodbolden er derfor ikke længere førsteprioritet, udtaler Alexander Hjælmhof.
'Super højt niveau i USA'
I USA skal Alexander Hjælmhof til at lære en helt ny fodboldkultur at kende, som er en stor modsætning til det, som han blandt andet nåede at opleve hos HIK i 2. Division.
Han ser dog frem til sit nye eventyr, da han har haft brug for noget andet i sit liv, siden han begyndte at spille for FCK.
- Lige siden jeg blev færdig med gymnasiet tilbage i sommer, hvor jeg efterfølgende spillede og havde min hverdag 100 procent i FCK, har jeg bare indset, at jeg har haft brug for noget andet i min hverdag.
- Jeg har savnet at få aktiveret min hjerne i løbet af dagen og have noget ved siden af fodbolden, så det er derfor, at jeg begyndte at lege med tanken om en tur til USA.
Hvordan rakte de ud til dig?
- De appellerede både til uddannelsen og fodbolden. De kom og sagde: ‘Hey, du kan få den her fede mulighed for at få en sindssyg fed uddannelse og få udnyttet dine fodboldevner’, og det var bare enormt attraktivt for mig.
Hvordan er niveauet derover?
- Det er et super højt niveau. Det er det højeste niveau i landet i den ‘conference’, som skolen er en del af.
- Jeg er selvfølgelig ikke 100 procent sikker på det, men fodbolden har en enorm fremgang i USA, også på diverse ungdomsniveauer, hvor der er mange udenlandske spillere, der bliver rekrutteret derover, fortæller Alexander Hjælmhof.
19-årige Alexander Hjælmhof nåede 11 kampe for HIK i 2. division - Gruppe 2.

FC København
HIK
CampoBet 2. division































