B 1903 -Tidl. Græsrødderne-spiller om nyt job: Fantastisk
2022-09-08 08:46:02
Foto: B1903

Tidl. Græsrødderne-spiller om nyt job: Fantastisk

Kenni Kildeskov Olsen siger til bold.dk, at han nyder at være en del af B 1903, hvor han er assistenttræner for Anders Jochumsen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

B 1903 har fået kørt en ny trænerduo i stilling til sæsonens strabadser i Københavnsserien efter nedrykningen fra Danmarksserien. 

Klubben har nemlig ansat den tidligere Superliga-spiller og divisionsbomber Anders Jochumsen, mens assistenttræner er den tidligere FC Græsrødderne- og divisionsspiller Kenni Kildeskov Olsen. 

De to stod i spidsen for Vigerslev Boldklub i den seneste sæson. 

Kenni Kildeskov Olsen siger til bold.dk, at trænerduoen nyder at være en del af B 1903, selvom mandskabet har fået en lidt svær start i rækken efter de tre første kampe. 

- Det er en fantastisk klub, som vi er kommet til. Der er nogle sindssygt gode mennesker omkring klubben. Vi havde en del møder, og så havde vi den rigtige mavefornemmelse første gang, hvor vi var der. Der er en masse fantastiske, unge drenge, som vil træne og lære. Vi har så ikke fået den bedste start, hvor vi kun har fået to point i tre kampe, og jeg synes også, at vi har været lidt uheldige, men vi håber, at vi kan hente tre point i den næste kamp. Det har drengene fortjent. 

- Vi skal have noget selvtillid ind i drengene. De er rykket ned og har fået nogle hak i tuden i DS (Danmarksserien, red.) i den seneste sæson. Når de først får sparket bolden i kassen, og vi får tre point, så tror jeg, at det kommer i stimer, siger Kenni Kildeskov Olsen til bold.dk. 

Ikke fortrudt

Den tidligere FC Græsrødderne-spiller fortæller, at flere klubber viste interesse for trænerduoen, men B 1903 var mest opsat på at få dem.

- Vi følte, at B 1903 ville os mest, og vi havde også den rigtige mavefornemmelse. Det er bare det hele. Anders (Jochumsen, red.) og jeg arbejder sammen privat, og vi har kontor ti minutter derfra i Søborg. Det hele passer bare godt ind, og vi har ikke fortrudt et sekund, at vi har taget det valg, siger Kenni Kildeskov Olsen til bold.dk. 

Udover FC Græsrødderne har Kenni Kildeskov Olsen været en del af Avedøre IF, Glostrup, Rishøj og Hvidovre, og han kan også skrive divisionskampe på CV’et. 

Olsen var en del af FC Græsrødderne fra sommeren 2017 til sommeren 2018.

B 1903 skal duellere mod B.1960 torsdag 8. september, hvor der er kampstart klokken 17.45.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce