1. Division -Tidligere Skive-angriber jagter norsk eventyr
Foto: Jan Sand
2020-09-26 12:10:02
Foto: Jan Sand

Tidligere Skive-angriber jagter norsk eventyr

Den tidligere Skive-angriber Jeppe Mogensen håber at finde sin fremtidige arbejdsgiver i Norge.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Skive IK sagde denne sommer farvel til Jeppe Mogensen efter fire år i klubben, og nu leder den 24-årige angriber efter en ny klub.

Drømmescenariet er at finde en klub i udlandet, hvor han kan fokusere hundrede procent på fodbolden, og lige nu er Norge den mest realistiske destination, fortæller han til bold.dk.

- Jeg vil gerne finde en fuldtidskontrakt. Det bliver nok ikke i Danmark, tror jeg. Der skal man have vist mere, hvis jeg skal tilbydes det. De fleste har vist også styr på deres trupper, ser det ud til.

- Så jeg søger mod udlandet. Lige nu ser Norge mest åbent ud for mig, og det er det primære mål, siger Jeppe Mogensen og fortsætter:

- Det kan være i den næstbedste række, men jeg afviser ikke den tredjebedste. Det vigtigste er, at jeg kan komme derop og kun tænke på fodbold.

- Jeg taler meget med særligt én klub, som jeg føler, at jeg er tæt på, og så har jeg lidt småsnak med et par andre klubber deroppe. Der falder forhåbentligt noget på plads indenfor de næste par uger.

Jeppe Mogensen nåede at score 30 mål for Skive i tre sæsoner i 1. division og en enkelt i 2. division.

Han er lige nu bosat i Aarhus og har fået lov til at holde formen ved lige i VSK Aarhus under Jens Gjesing.

Han var dog tæt på en mere eksotisk destination i sensommeren, men skiftet faldt til jorden i sidste øjeblik, fortæller han.

- Jeg var tæt på at lande noget sydpå. På Cypern. Jeg er rigtig ærgerlig over, at enderne ikke kunne mødes. Jeg havde egentlig fået en etårig kontrakt, men jeg var så uheldig, at de fik en stopper skadet, og de sidste penge i budgettet blev så brugt til en erstatning for ham, siger han og tilføjer:

- Hvis det lykkes, håber jeg, at en eventuel aftale i Norge kan vare længere end sæsonen ud. Forhåbentligt et par år, så der kommer styr på fremtiden.

- Men jo længere tid der går, jo mere åben bliver man også overfor ting. Jeg vil bare ud at spille noget fodbold nu. Der er allerede gået lang tid uden fodboldkampe.

Jeppe Mogensen var generelt glad for sin tid i Skive, men rollen som indskifter var ikke længere nok for angriberen, der har fået sin fodboldopvækst i Randers.

- Afskeden handlede egentlig bare om, at jeg ikke synes, at jeg fik den spilletid, jeg fortjente. Jeg har en alder nu, hvor jeg er nødt til at spille hver weekend og mere end 15-20 minutter per kamp, siger han og slutter:

- Jeg var rigtig glad for min tid i Skive, men jeg var træt af den måde, som det endte på. Der var ingen afklaring efter kontraktudløb. Vi gik bare i stilhed hvert til sit, og nye kræfter blev hentet ind. Så jeg kunne selv tænke mig til, at jeg ikke var en del af planerne.

- Vi havde et kort møde, da sæsonen sluttede. Der var der ingen, der vidste, hvad der skulle ske, og så hørte jeg ikke mere fra dem.

Jeppe Mogensen har spillet en enkelt kamp for det danske U18-landshold tilbage i 2014. Her scorede han til 1-0 mod Østrig, der endte med at rejse hjem med en 1-2-sejr.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce