Tidligere udlandsprof skifter til Nørrebro FF
Foto: Brønshøj Boldklub
2021-03-25 09:20:01
Foto: Brønshøj Boldklub

Tidligere udlandsprof skifter til Nørrebro FF

Den tidligere B93- og Brønshøj Boldklub-spiller Morten Levinsen, der også har spillet i australsk og islandsk fodbold, er ny spiller i Serie 2-klubben Nørrebro FF. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Nørrebro FF skal snart i aktion i Serie 2 igen efter en lang vinterpause grundet coronarestriktioner, der har forhindret holdet i at spille turneringskampe. Når forårets turneringskampe bliver fløjtet i gang, så bliver det med en profil rigere i Nørrebro FF.

26-årige Morten Levinsen, der har spillet professionel fodbold i australske Ipswich Knights og islandske Fjardabyggd, siger til LigaBold.dk, at han fremover skal spille for Nørrebro FF.

Midtbanespilleren har i de seneste tre år tørnet ud for Husum Boldklub, der nu er placeret i Danmarksserien. Levinsen har også en fortid i B93 og Brønshøj Boldklub, hvor han har spillet divisionskampe for begge klubber.

Han glæder sig til at give noget tilbage til Nørrebro i København, da han har fået en stor del af sin opvækst i den københavnske bydel.

- Der er en masse gode drenge i Nørrebro FF, som jeg har spillet med i ungdomsårene. Jeg spillede i Husum inden, og vi har været på en fed rejse i Husum, hvor vi gik fra Serie 2 til Danmarksserien, nærmest med oprykning hvert år. 

- Det betyder dog, at man skal træne mange gange om ugen. Det er et sted, hvor jeg har været i min karriere. Der er jeg ikke nu, siger Morten Levinsen til LigaBold.dk.

Morten Levinsen siger, at det var Nørrebro FF-sportschefen Oliver Fredsted, der i første omgang kontaktede ham, og de to kender hinanden fra deres fælles fortid i Brønshøj.

Midtbanespilleren håber, at han kan bidrage med meget til Serie 2-holdet.

- Jeg kan bidrage med noget erfaring og ro. Det er det primære.

Levinsen har trænet med i Nørrebro FF i tre uger, og han har også været med i et par træningskampe i opstarten. Han ser stort potentiale i holdet.

- Niveauet er godt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at rykke op i de kommende sæsoner. Jeg tror også på, at vi kommer til at rykke op mere end én gang, siger midtbanespilleren, der tilføjer, at han håber at kunne bruge sin erfaring fra oprykningerne med Husum til at gøre det samme i Nørrebro FF.

En forløsning at spille i Australien

Morten Levinsen har haft et par store fodboldoplevelser i løbet af karrieren. I sommeren 2015 drog midtbanespilleren om på den anden side af jorden for at leve livet som professionel fodboldspiller i den australske klub Ipswich Knights, der ligger i Queensland, da han fik 'et tilbud på det rigtige tidspunkt'. Han var i Australien i et år, og det var en kæmpe oplevelse.

- Det var helt vildt sjovt, og det var på en eller anden måde også en forløsning for mig efter alle de hårde timer, som jeg havde lagt i fodbolden i teenageårene, at jeg nu fik den rejse og oplevelse ud af det. 

- Det har været enormt spændende. Også det med at se, hvor forskelligt fodbold er rundt omkring i verden, men samtidigt hvor ens det egentlig er.

Hvordan var det at spille i Australien sammenlignet med Danmark? 

- Det var anderledes på flere måder. For det første kom jeg derned i februar måned, og der er det jo vinter i Danmark. Så jeg kom fra minus to grader til sommer i Australien. 

- Jeg kom om tirsdagen og skulle allerede spille kamp om torsdagen, og da der var gået 60 minutter af kampen, der sortnede det bare for øjnene af bare hedeslag på banen.

- Det er et eksempel på det. Derudover er de opdraget med rugby, og jeg kan da huske, at jeg selv var en fysisk spiller og lidt af en hård negl i de danske divisioner, men der var nogle herrer derovre, der tacklede igennem, som jeg aldrig havde oplevet det før, siger Levinsen, der tog på endnu et udlandsophold til islandske Fjardabyggd i sommeren 2017 og kom hjem et halvt år efter.

Herefter stod den på seriefodbold i Husum. Morten Levinsen har dog ikke planer om at vende tilbage til divisionsfodbold trods sine 26 år.

- Der skal i hvert fald nok lægges om livsmæssigt, hvis det er. Jeg har et fuldtidsarbejde og arbejder mange timer, så det går jeg umiddelbart ikke og pønser på, dermed ikke sagt, at jeg ikke savner det, men det tror jeg, at folk, der har spillet på et vist niveau, kommer til at gøre på det ene eller andet tidspunkt, siger Morten Levinsen til LigaBold.dk.

Nørrebro FF indtager fjerdepladsen i Serie 2 med 21 point efter 10 kampe. Første turneringskamp for Nørrebro FF i 2021 skal spilles 1. april, hvor Kløvermarkens FB venter i Kløvermarken.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce