Siden i sommer har 26-årige Seejou King tørnet ud for AB i 2. division, og nu har defensivspilleren fået sig en kontrakt.
Det meddeler AB på sin hjemmeside.
- Det forventes, at Seejou King vil blive en vigtig brik i bestræbelserne på at tilkæmpe sig en af de eftertragtede slutspilspladser i foråret, skriver klubben.
Seejou King er vokset op i Hvidovre IF og FC Nordsjælland. Hos sidstnævnte fik han sågar Superliga-debut, inden han i 2013 røg en tur til Sporting i Portugal.
Her blev det aldrig den store succes, og inden han i februar sidste år vendte hjem til Danmark, nåede han lige forbi Desportivo Aves i Portugal.
Seejou King har spillet 12 kampe i 2. division i efteråret og har bidraget med fire oplæg.


AB
CampoBet 2. division































