DBU har sat bål og brand i gaden med de nye retningslinjer for spilleres udtagelse til ungdomslandsholdene.
Det har vakt opsigt, vrede og skuffelse hos Divisionsforeningen og Spillerforeningen, at DBU nu står klar med karantæner til spillere, hvis der ikke er tale om lovlige afbud.
For nu, hedder det sig, at der skal være et gyldigt afbud for at melde fra til en ungdomslandskamp.
Det fik DBU til i sidste uge at hænge Filip Bundgaard og Valdemar Byskov ud, fordi de har meldt afbud til landskampe, som DBU ikke har accepteret som gyldig grund.
Derfor er de nu sat i ’karantæne’ og bliver ikke udtaget til de kommende to samlinger – september og oktober.
Uacceptabelt at hænge spillere ud
DBU’s fremgangsmåde har fået Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, helt op i det røde felt på klubbernes vegne.
- Det er uacceptabelt at gå ud i det offentlige rum og kaste navngivne klubber og spillere under bussen på den måde, vi har set i denne sag.
- Samtidig sker det på et udokumenteret grundlag. Vi er af den opfattelse, at det er en højst besynderlig fremgangsmåde, vi har set fra DBU i denne sag, siger Claus Thomsen til Bold.
Han uddyber:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er kommet bag på os og helt uforståeligt, at DBU ikke har drøftet det med os (klubberne, red.), før man har meldt noget ud.
- Derfor er det her også en sag, vi kommer til at forfølge. Vi tager den op med DBU ved førstkommende lejlighed.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
- Vi betragter det her som en fejl, som ikke kommer til at gentage sig, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.
Efter hvad Bold forstår, vil emnet også blive et højaktuelt tema, når DBU’s bestyrelse samles i starten af september.
Vil rette henvendelse til DBU
Hos Spillerforeningen har man heller ikke været orienteret eller kendt til de nye regler for afbud til ungdomslandsholdene, som er blevet indført i foråret.
Her er man også totalt uforstående overfor den fremgangsmåde, som DBU har benyttet sig af i den konkrete sag, hvor to navngivne spillere er blevet udstillet, fordi de ’ulovligt’ har meldt afbud til U21-landsholdet.
- Lad mig først og fremmest sige, at alle spillere ønsker at spille på landsholdet. Men der er mange faktorer, som kan spille ind. Både fysiske og mentale, når en spiller melder afbud, siger Michael Sahl Hansen og uddyber:
- Hvad er et gyldigt afbud? Skal det alene være DBU, der står for den vurdering.
- Jeg synes ikke det er rimeligt, at DBU hænger både klubber og navngivne spillere ud.
- Når en spiller melder afbud til landsholdet, vil klubben typisk være med i beslutningen. Her står vi så i en situation, hvor spilleren bliver sanktioneret med udelukkelse de følgende to samlinger.

Foto: Spillerforeningen.
- Vi har tænkt os at rette henvendelse til DBU for at få svar på en række spørgsmål, lyder meldingen fra Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen.
DBU erkender manglende kommunikation
Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, erkender, at kommunikationen ikke har været optimal.
Her svarer han på kritikken, som Claus Thomsen og Michael Sahl Hansen har rejst på vegne af klubberne og spillerne.
Hvorfor går DBU ud i det offentlige rum og kaster navngivne klubber og spillere under bussen?
- Vi er meget kede af, hvis spillerne oplever at blive hængt ud, for det har på ingen måde været hensigten.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
- Det her tiltag er taget i et forsøg på at håndtere en generel udfordring. Vi har vurderet, at det uanset tilgang ikke ville have været muligt at holde navnene hemmeligt, for ville Lars Knudsen (U21-landstræner, red.) med sikkerhed blive spurgt om, hvorfor Filip Bundgaard ikke var udtaget, både nu og så igen til næste samling i oktober, og så kan han jo ikke stå og sige “ingen kommentarer”.
- Eller sige noget, som er forkert. Men jeg vil gerne gentage, at vi intet problem har med de to spillere og er kede af, at de oplever at være hængt ud, fastslår Peter Møller i en skriftlig kommentar til Bold.
Hvorfor har der ikke været samtaler med Divisionsforeningen (på vegne af klubberne) om de nye afbudsregler?
- Der har været dialog. Divisionsforeningen mener ikke, den har været tilstrækkelig. Det anerkender vi og tager til os og vil sikre, at vi gør bedre fremadrettet.
En kæmpe fejl
Hvorfor har DBU ikke informeret Spillerforeningen om de nye regler?
- Det må vi erkende er en fejl, og det beklager vi. Vi skulle have informeret Spillerforeningen, som vi har et rigtig godt samarbejde med.
Divisionsforeningen mener, at der er tale om en fejl, som der er sket. Føler DBU, der er noget at rette op på?
- Vi er ærgerlige over processen og dialogen. Det sagt har målet være at håndtere en generel udfordring, som er vokset over de senere år. Vi har ikke et ønske om at ende i en tilsvarende situation fremadrettet.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Reaktionerne fra både FCM og Brøndby har været skarpe. Har DBU en forståelse for, at klubberne er utilfredse med den fremgangsmåde, DBU har haft i sagen?
- Vi har generelt en god dialog med klubberne og også med FC Midtjylland og Brøndby.
- Begge klubber blev orienteret i foråret om vores tiltag, og så kom der to afbud, som vi har taget konsekvensen af. Men vi accepterer, at klubberne kunne have ønsket en bedre dialog, og det er vi ærgerlige over ikke er lykkedes.
- Det tager vi til os og vil gøre os umage for at gøre bedre fremadrettet. Vi har kun interesse i god dialog med klubberne.
Sagen bliver et tema på det kommende bestyrelsesmøde. Det er vel også et signal om, at man kunne have håndteret sagen anderledes?
“Det ved jeg ikke noget om, skriver fodbolddirektør Peter Møller i sit svar.

VM Morgenbriefing: Kane redder England - Belgien leverer vildt comeback
Hattrick | Afsnit 131Harry Kane reddede endnu en gang England, da han vendte 0-1 til 2-1 mod DR Congo, mens Belgien leverede et af VM's vildeste comebacks og vendte 0-2 til 3-2 mod Senegal efter forlænget spilletid.
Læs mere
3F Superliga
Danmark





































