Kevin Vogt startede sæsonen som fast mand og anfører i Hoffenheim, men for nogle uger siden røg midtstopperen helt ud af truppen og har ikke spillet i de seneste fire Bundesliga-kampe.
Nu går den 28-årige tysker så vidt som at trække sig fra posten som anfører – og det handler simpelthen om uro på de indre linjer mellem ham og cheftræner Alfred Schreuder, som kom til i sommer.
- Tillidsforholdet mellem cheftræneren og jeg, som er nødvendigt og vigtigt for anførerhvervet, er forstyrret. De beslutninger og meddelelser, jeg har fået, er uforståelige for mig, siger Kevin Vogt ifølge Kicker.
Cheftræneren har på klubbens hjemmeside givet sine kommentarer til sin anførers retræte.
- Vi respekterer hans beslutning. Det er en udvikling, som vi er ærgerlige over, men det vil altid opstå i sportens verden. Kevin og jeg har haft åbne diskussioner.
- Hans hurtige og konsekvente handling skaber klarhed og ro. Vi tager nu alle en velfortjent pause og samler styrke til en udfordrende anden halvdel af sæsonen, hvor vi som hold har ambitiøse mål, siger Schreuder.
30-årige Benjamin Hübner overtager anførerbindet.



Hoffenheim
Bundesliga

































