Høj temperatur og en tør plæne.
Det er de forhold, der formentlig venter FC København, når de tirsdag aften løber på banen mod FC Drita i Champions League-kvalifikationen.
Og selvom FCK er store favoritter til at gå videre, har netop de ydre rammer fået klubben til at skærpe fokus.
For varmen i Pristina kan blive intens, og underlaget på Fadil Vokrri Stadium forventes at være af en anden og mere langsom karakter, end løverne er vant til.
Det fortalte Jacob Neestrup mandag til Bold og øvrige medier, inden FCK satte kurs mod Kosovo.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det bliver varmt. Vi har haft en nede at se dem spille, og det ligner, at det er en tør bane.
- Det er svært at vurdere, i hvor god stand banen er, men vi forbereder os på worst case, og hvis vi så bliver positivt overraskede, er det jo kun godt, siger FCK-træneren.
Ekstremt anderledes
FCK kommer ind til returkampen med en 2-0-sejr i bagagen fra det første opgør.
Efter sejren i Parken fortalte Mohamed Elyounoussi, at det havde været en helt ny oplevelse for ham at spille imod Drita, da det kosovoske mandskab praktiserede mandsopdækning på et niveau, han ikke havde set før.
Og den analyse er Jacob Neestrup helt enig i.
Hvor meget anderledes er det, i forhold til det I er vant til at møde?
- Ekstremt meget anderledes. Og det er jo det, der er det sjove og spændende ved at spille imod andre fodboldkulturer.
- Vi har også spillet imod tyske hold, der gør lidt af det samme. Heidenheim gjorde det lidt, men stadigvæk ikke så udtalt, siger Neestrup og fortsætter.
- Vi spillede ikke en dårlig første kampe overhovedet, men nu har vi fået nogle svar, og nogle ting vi kan gøre bedre.
Tirsdagens returkamp fløjtes i gang klokken 20.00.

FC København
Drita
CL-kval




























