AC Horsens -Transferfri O'Brien klar på mere Danmark
2017-06-15 11:46:42
Foto: Getty Images

Transferfri O'Brien klar på mere Danmark

Conor O'Brien ser tilbage på sine to år i AC Horsens med glæde og erklærer sig åben for en sjette dansk klub i karrieren, hvis muligheden byder sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AC Horsens meddelte forleden, at de siger farvel til den 28-årige amerikanske midtbanespiller Conor O'Brien ved kontraktudløb denne sommer.

O'Brien spillede ellers 35 af 38 kampe i sæsonen, men tiden var inde til et skifte, erkender han.

- Jeg tror egentligt, at Horsens gerne ville beholde mig. Og man skal aldrig sige aldrig, hvis alt var faldet på plads, kunne vi måske godt være fortsat sammen.

- Jeg har været meget glad for at være i Horsens, og klubben har været glad for at have mig. Men omvendt føler jeg mig også klar til at prøve noget andet, og Horsens har måske også brug for at prøve noget andet. På den måde kan man godt sige, det er en fælles beslutning, siger O'Brien til bold.dk.

O'Brien holder ferie i USA, mens hans danske agent arbejder på at finde en ny klub.

- Det har altid været en drøm for mig at spille på højeste niveau i USA, og måske er tiden inde til det nu. Men det er jo ikke op til mig at afgøre. Der skal være nogle interesserede klubber, hvis det skal være en mulighed.

- Jeg ved egentligt kun, at der endnu ikke er noget på plads. Min agent tager sig af min fremtid. Jeg er åben for enhver klub, der viser interesse, men hele pakken skal passe. Ligesom den gjorde i Horsens for to år siden, siger O'Brien.

Den teknisk stærke amerikaner indledte sin karriere i Danmark hos Blokhus, og siden kom han til SønderjyskE, FC Nordsjælland, OB og altså senest Horsens.

- Jeg har spillet seks sæsoner i Danmark. Jeg er rykket op i mine to sæsoner uden for Superligaen (Blokhus og Horsens, red), jeg er ikke rykket ud i mine fire sæsoner i Superligaen, og jeg har en sølvmedalje (FCN i 2012/13, red).

- Danske klubber bør være interesserede i mig, og jeg er som sagt åben for alt, indtil jeg har en ny klub. Det kan sagtens være en dansk klub, hvis pakken er den rette, siger O'Brien.

O'Brien har spillet 110 kampe i Superligaen og scoret ni mål – udover sin sæson i 1. division med AC Horsens og i 2. division med Blokhus.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce