20. maj 2026.
Her spilles Europa League-finalen i Istanbul, og Claus Steinlein har forud for Roma-kampen i et interview med Disney+ sagt, at han allerede har sat kryds i kalenderen.
- Det er det, vi drømmer om i FC Midtjylland. Vi sætter altid ambitionen højt. Nu kommer folk måske til at svine mig til, hvis vi ikke når det, men det er dét, der har drevet Midtjylland hele vejen.
- Vi har altid drømt højere, end vi skulle, udtaler Claus Steinlein til Disney+.
FC Midtjyllands bestyrelsesformand har altså sat kryds i kalenderen, men hvad så med cheftræneren?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Hvis du spørger Claus Steinlein, har jeg planer den dag, siger Mike Tullberg med et smil på onsdagens pressemøde i Rom.
- Igennem tiden har jeg også sagt nogle ting, hvor folk har kigget lidt på mig, og så er det måske ikke gået helt i opfyldelse, men halvt. Og hvis man ikke tør gribe højt og sætte overliggeren et sted, hvor alle ikke kan være med, så tror jeg, man får problemer.
- Claus har sagt, at vi gerne vil i finalen, og det bakker jeg op om. Hvis vi kommer i kvartfinalen, hvorfor skal vi så være glade for det, hvis vi har mulighed for at komme i finalen?
- Jeg føler overhovedet ikke, at det er et pres, og det gør spillertruppen heller ikke. Vi kan godt lide, at der bliver tænkt og drømt stort.
Mike Tullberg vidste udmærket, hvem Claus Steinlein var, mens han var ungdomstræner i Dortmund, og siden han for et par måneder siden blev hentet til FC Midtjylland, er de naturligvis kommet meget tættere.
- Der er nok blevet kigget lidt skævt til mange af de udtalelser, som Claus er kommet med igennem tiden, men man skal huske på, at mange af tingene er gået i opfyldelse.
- Jeg er godt klar over, hvilket sted jeg er kommet til, og jeg var glad for Claus, før jeg kom til, og er blevet endnu gladere for ham, efter jeg rigtig lærte ham at kende.
- Jeg har overhovedet ikke noget imod de udtalelser. Tværtimod synes jeg, at det er fedt at være et sted, hvor man tør sige sådan nogle ting, siger Tullberg.
FCM har indtil videre gjort rent bord i Europa League med fire sejre af fire mulige, hvilket giver ulvene en aktuel førsteplads i turneringen.
Skrabes yderligere et par point sammen i de resterende fire ligakampe, kan FCM i den grad gøre sig forhåbninger om at slutte i top-8 og dermed hoppe playoff-runden over og gå direkte til ottendedelsfinalerne.
Roma har seks point for fire kampe og tager hul på kampen mod FCM 18.45 torsdag aften.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Midtjylland
Europa League

































