Det danske U19-landshold har i den seneste uges tid kæmpet for at komme med til EM-slutrunden i Finland, men missionen mislykkedes, da de unge drenge måtte nøjes med uafgjort mod Østrig tirsdag eftermiddag.
Brentford-spilleren Mads Bech havde efter opgøret meget svært ved at skjule sin ærgrelse over den missede EM-kvalifikation.
- Jeg er utrolig skuffet. Det er vi alle. Vi havde chancerne til at vinde kampen, og det skulle vi også have gjort.
- Vi manglede kun at putte den over stregen. Vi havde masser af chancer og ramte stolperne tre gange, siger Mads Bech til bold.dk.
Danmark har spillet tre kampe i løbet af den seneste uge i det såkaldte Elite Round. Danmark endte på andenpladsen i sin gruppe - Tyrkiet snuppede EM-pladsen.
Og selvom Bech var skuffet, kunne han godt se, at der trods alt havde været positive elementer ved landsholdssamlingen.
- Lige nu er det hele noget lort, men det har været en fed tur med nogle fede kampe. Når skuffelsen har lagt sig, kan vi nok se tilbage på det som en god oplevelse,
- Det er højt internationalt niveau, så det er fedt at spille de her kampe, siger Mads Bech, som dog havde håbet på at kunne kvalificere sig til EM.
- Vi havde ikke regnet med det, men vi troede på det og syntes, vi havde gode chancer, så vi gik selvfølgelig benhårdt efter det, siger han.
Mads Bech har båret anførerbindet på U19-mandskabet siden i sommer, og han er en af de spillere, der formentlig er værd at holde øje med i forhold til de landshold, der venter efter U19.
Jonas Kjærsgaard / bold@bold.dk


Danmark U19
EM U19























