Et nyt ansigt er i denne omgang en del af U21-landsholdet.
Conrad Harder er for første gang med blandt Danmarks største talenter, og man må sige, at Sporting-danskeren har fået vist sig frem.
Landstræner Steffen Højer er i hvert fald blevet blæst bagover.
- Jeg var godt klar over, at han sparkede hårdt, men det der er helt vildt. Han har noget wow-factor over sit skud.
- Han er virkelig, virkelig vild, når han får muligheden for at sparke. Så han har gjort det godt.
- Du kan nok godt høre, at jeg er begejstret for den måde, som han er kommet ind på, siger Steffen Højer til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Medspiller blev skadet
Bold har taget turen til Vejle, hvor det danske U21-landshold runder EM-kvalifikationen af med en fest mod Island.
EM-billetten er kommet i hus, og derfor er nerverne faldet en smule blandt spillerne.
Hos Conrad Harder er det dog som om, at der slet ikke har været nogle nerver, da han under træningen er stemplet ind med manér.
- Han er en glad dreng og relativt uimponeret, hvor han har gjort det godt og faldet ind i truppen lynhurtigt.
- Det er ikke fordi, at jeg ikke har set det før, men det er bare noget andet, når du står fem meter fra ham på træningsbanen, hvor han uden aftræk hamrer bolden op i krogen. Det er meget imponerende.
Steffen Højer tilføjer, at der er nogle punkter, hvor Harder stadig har noget at arbejde med.
Men den første samling med U21-landsholdet viser, at Harder har et imponerende gåpåmod, som gør rigtig ondt på modstanderne.
Det fandt holdkammeraterne på U21-landsholdet da også ud af.
- Jeg tror, vi har haft en halv skade på den her tur, og det var egentlig en, der prøvede at stoppe Conrad. Men han blev sgu selv ramt, siger Steffen Højer med et grin.

Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix
Nu er det store spørgsmål så bare, om Højer vil satse på Harder i tirsdagens møde mod Island.
Kommer Conrad Harder til at få debut i morgen?
- Der er en god mulighed for, at han kommer på banen, siger Steffen Højer med et kækt smil.
Conrad Harder har tidligere spillet kampe for det danske U18- og U19-landshold.
Tirsdag aften finder man ud af, om Sporting-danskeren også kan skrive en U21-landskamp på sit cv.
Der er kampstart klokken 18:00 på Vejle Stadion.


EM U21
Danmark U21




































