Brabrand har på flere punkter haft et yderst udfordrende forår. Fire gange har de smidt føringer i kampe, der er endt med blot ét point – senest i slutfaserne mod både Hvidovre og Dalum.
Og foråret har blot kastet én sejr af sig.
- Vi skal uden tvivl forbedre os på nogle parametre, men jeg tror nu ikke, det kræver ret meget, før vi får vippet det over til vores fordel. Vi har haft lidt utur i den på det seneste, siger stopperprofilen Mads Rosenberg til bold.dk.
Stiller I jer for langt tilbage for at forsvare føringerne?
- Det kan man altid diskutere, men faktum er, at vi er et hold, der ganske trygge ved at forsvare os dybt, så jeg tror egentligt ikke, det er der problemet ligger. Men vi skal måske veksle lidt mere mellem at stå dybt og gå længere frem.
Man kan også vælge de mere positive briller, når man kigger på Brabrands forår og sæson. De er udover FC København således det eneste ubesejrede hold i landets tre bedste rækker – 11 sejre og ni remiser er det blevet til.
- Det er ved at blive lidt træls at spille så mange uafgjorte, for vi går selvfølgelig efter sejren hver eneste gang. Men vi skal også huske på, at vi udover FCK er det eneste ubesejrede hold i divisionerne, og det er i sig selv et stor cadeau til holdet.
- Nu skal vi så bare forsøge at veksle de mange uafgjorte til sejre ved at få scoret lidt flere mål. Og selvfølgelig undgå at lave selvmål, siger Rosenberg, der uforvarende blev noteret for Dalums udligning i seneste opgør, med et lille selvironisk grin.
- Egentligt har det ikke rigtigt været et samtaleemne, at vi er ubesejrede. Det er noget, vi kan tage med fra kamp til kamp, og det giver tryghed, men det er ikke noget, vi lægger nogen særlig vægt på.
- Det fylder mere, at vi snart skal have tre point. Vi tørster efter en sejr.
Brabrand er toer i oprykningsspillet, men aarhusianerne har hele tiden gjort meget for at skubbe favoritværdigheden fra sig.
- Vi går selvfølgelig efter det. Det gør alle 12 hold i oprykningsspillet vist, men vi ved også, der er klubber, der er økonomisk bedre stillet en os, og derfor er vi heller ikke i en favoritrolle.
- Vi arbejder ydmygt med tingene og spiller med om det, og det kan vel lige så godt blive os, som én af de andre. Men favoritværdighed må de klubber med flere penge end os tage på sig, siger Rosenberg.
Brabrand er lørdag gæster hos Brønshøj.
mikael@bold.dk


Brabrand IF
CampoBet 2. division




























