Det ukrainske landshold mærker en ekstraordinær opbakning forud for de afgørende VM-kvalifikationskampe i starten af juni.
Landsholdsspilleren Taras Stepanenko fortæller ifølge Reuters, at han og landsholdskammeraterne dagligt modtager beskeder fra ukrainske soldater, der beder til, at det ukrainske landshold spiller sig til VM i Qatar.
- Vi modtager beskeder hver dag fra vores soldater. Mange af dem og mange folk i Ukraine elsker fodbold, og de har ét klart krav: 'Gør venligst alt, hvad I kan for at kvalificere jer til VM,' lyder det fra Stepanenko.
- For soldaterne, folket og generelt hele landet er det et moment fyldt med håb. Det bliver en form for fejring af landet. Det er derfor, vi er nødt til at spille, og det skal vi gøre med hele vores hjerte og sjæl, siger han.
Siden starten af marts har Ukraine været hærget af krig grundet den russiske invasion.
Derfor blev Ukraines VM-playoffkamp mod Skotland udskudt, således den først spilles den 1. juni på Hampden Park i Skotland.
Vinderen af den kamp skal fire dage spille den afgørende kamp om VM-billetten mod Wales.


Shakhtar Donetsk
Ukraine
VM kval. UEFA



































