Sidste sommer rykkede Icare Djiki Gnenzeko op fra Helsingørs U19-hold, og efter et halvt år med et par ugentlige træninger hos førsteholdet, men ingen spilletid drog højrebacken til Brønshøj.
Her er det i foråret blot blevet til én førsteholdskamp, men nu har 20-årige Gnenzeko alligevel fået en gylden mulighed i Spanien.
Han har således i første omgang fået et par dage at vise sig frem hos Rayo Vallecanos reserver.
- Jeg har trænet med siden onsdag og efter træningen fredag, skal vi have en snak om, hvad der nu skal ske. Om jeg eventuelt skal træne mere med, siger Gnenzeko til bold.dk og tilføjer:
- Jeg træner med en blanding af reserver og spillere fra deres U21-hold, og niveauet er ganske pænt. Det går hurtigere end i Danmark, men fysisk tromler jeg lidt over de andre. Det er også min styrke og nok det, som klubben er interesserede i.
Den unge højreback er optimistisk og håber på en aftale med spaniernes andethold.
- Jeg føler selv, at jeg har mere at byde ind med, end hvad jeg har vist i Brønshøj. Jeg er bevidst om mine egne kvaliteter og skal bare have chancen for at vise dem, siger dansk-camerounske Gnenzeko.
Rayo Vallecano B spiller til dagligt i den fjerdebedste række i Spanien.
mikael@bold.dk


Brønshøj Boldklub
Rayo Vallecano B





















