De kommende dage og uger kommer formentlig til at byde på et hav af kontraktunderskrivelser i Kolding IF.
Klubben har nemlig indført kontraktfodbold, og torsdag er turen kommet til den unge kantspiller Kristian Kirkegaard, som har underskrevet en kontrakt, der løber halvandet år frem i tiden.
Kirkegaard kom til Kolding IF fra Kolding Boldklub i sommer, og han har imponeret i sit første halve år i klubben.
- Kirke er en meget spændende spiller, som vi er meget glade for at have skrevet kontrakt med. Han har gennemgået en rigtig fornuftig udvikling og har brugt efteråret på at etablere sig på holdet, siger sportschef Ulrik Pedersen til klubbens hjemmeside.
- Han har nogle åbenlyse kvaliteter i det fremadrettede spil, og vi har slet ikke set det bedste af ham endnu.
- Han har evnerne til at blive en meget kampafgørende spiller for os, hvilket vi så senest i vores afsluttende kamp i efteråret mod Marienlyst, hvor han med et oplæg og en scoring var kraftigt medvirkende til, at vi kom i oprykningsspillet, siger Ulrik Pedersen.
Kristian Kirkegaard spillede i efteråret 12 kampe i 2. division og to kampe i DBU Pokalen.


Kolding IF
CampoBet 2. division


















