



Meget er gået godt i Manchester United, siden Ole Gunnar Solskjær tog over som manager, men én ting er gået dårligt.
I den første Champions League-ottendedelsfinale mod Paris Saint-Germain tabte United med 0-2, og derfor stod klubben med ryggen mod muren, da det onsdag gjaldt returopgøret i Paris.
En skærpende omstændighed var, at folk som Paul Pogba, Paul Pogba, Nemanja Matic, Jesse Lingard og Anthony Martial sad ude, og derfor fik blandt andre Andreas Pereira, Fred og Scott Mc Tominay chancen - og så stillede United op i en uvant 3-5-2-opstilling.
Hos PSG manglede Neymar, mens Edinson Cavani var placeret på bænken. Det betød, at meget skulle komme fra Kylian Mbappe og Angel Di Maria.
Men det var United, der kom bedst ud til kampen. Allerede i andet minut scorede Romelu Lukaku for tredje kamp i streg, da han udnyttede en kæmpe fejl fra unge Thilo Kehrer, som fra sin back spillede bolden ind foran feltet. Her opsnappede Lukaku bolden, rundede Gianluigi Buffon og scorede.
Dermed var der pludselig håb for Manchester United, som nu skulle score én gang for at tvinge kampen i forlænget spilletid.
Men PSG slog hurtigt tilbage. I det 12. minut sendte Kylian Mbappe bolden på tværs af feltet, og ved bageste stolpe havde Juan Bernat efterladt en halvsovende Eric Bailly og satte bolden i et tomt net.
Både Bernat og Di Maria havde derefter forsøg, som var lige ved at gå i kassen, men David de Gea reddede Bernats forsøg, mens Di Marias afslutning sneg sig forbi stolpen.
Efter en halv time var der ballade i den anden ende igen. Marcus Rashford sendte et langskud af sted mod mål, hvor Gianluigi Buffon kun halvklarede. Riposten var Romelu Lukaku først over, og igen scorede han i tomt net.
Det blev således den tredje kamp i streg, hvor belgieren scorede to kasser.
Kort tid efter blev Eric Bailly skiftet ud efter en skidt start på kampen. Han blev erstattet af Diogo Dalot, og så gik United over i en mere 4-4-2-agtig opstilling.
Kort inde i anden halvleg havde Angel Di Maria bolden i nettet efter en fabelagtig dybdeaflevering fra Mbappe, men Di Maria var i offside-position, og målet blev annulleret.
Anden halvleg var præget af et tungt PSG-overtag i boldbesiddelsen, mens Manchester United stod langt tilbage og ventede på at vinde en bold, så et kontrastød kunne sættes ind.
Med omkring et kvarter tilbage så det dog ud til, at det gik op for Manchester United-spillerne, at det var dem, der skulle score, hvis de skulle videre i turneringen.
I hvert fald lykkedes gæsterne med at overtage bolden i længere perioder, mens det nu var PSG, der stod tilbage og ventede. Men mange af Uniteds kreative kræfter sad med skader hjemme i Manchester, og holdet havde derfor svært ved at skabe noget af betydning.
I stedet fik PSG spillet sig til en hammer på ydersiden af stolpen med omtrent syv minutter tilbage af den ordinære spilletid.
De mange skader hos United betød også, at nogle meget unge gutter var med på bænken. 19-årige Tahith Chong og 17-årige Mason Greenwood kom således på banen.
Kort før den ordinære spilletids udløb fik vi drama. Diogo Dalot sparkede bolden mod mål og fik hjørnespark, men inden sparket skulle tages, stoppede dommeren spillet - han fik beskeder fra videodommerne i øret.
Diogo Dalot havde sparket bolden ind på Presnel Kimpembes arm, og efter at have set situationen igennem på video, blev der dømt straffespark.
Det skulle Marcus Rashford sparke, og det gjorde han iskoldt med stor kraft - og så var United på 3-1.
Den kunne PSG ikke komme tilbage fra, og dermed er Manchester United videre på grund af reglen om udebanemål - den samlede stilling blev 3-3.


PSG
Manchester United
Champions League























