


Rasmus Lauritsen skiftede i sommer Skive IK ud med Vejle Boldklub og har siden spillet fast i det centrale forsvar ved siden af Mads Greve.
Og selvom han gør sig i bagerste kæde, har han i løbet af de første 16 kampe scoret fem mål. Det seneste kom søndag mod Brabrand, og ifølge hans cheftræner, Adolfo Sormani, er det ikke en tilfældighed.
- Han er dødsensfarlig på hjørnespark og frispark fra siden. Det er utroligt med fem sæsonmål allerede, men han har en god timing i feltet og evner at stå der, hvor bolden falder ned, siger Sormani ifølge klubbens hjemmeside.
- Samtidig er han en fantastisk forsvarsspiller. Spillernes resultater både individuelt og som hold er ikke noget, vi kommer til tilfældigt. Det er resultat af hårdt arbejde. Derfor er jeg glad når det lønner sig, som det gør mod Brabrand, siger Adolfo Sormani.
Vejle Boldklub endte med at slå Brabrand snævert med 2-1. Det afgørende mål faldt kort før tid, da Dominic Vinicius eksekverede et straffespark.
- Mange år i fodbold har lært mig, at ingen kampe er nemme og vi forventede en svær kamp mod Brabrand. Det blev ligeså svært som forventet. Brabrand stod meget lavt, og der var ikke et rum bag dem at angribe eller løbe i.
- Jeg hæfter mig især ved, at Brabrand i 90 minutter ikke skaber en eneste reel målchance mod os og det er meget tilfredsstillende.
- Mange hold kommer til at få problemer med at spille herinde mod Brabrand. De gør tingene på deres måde og det gør de hundrede procent. Det er svært at spille mod den slags hold, siger Adolfo Sormani.
Vejle Boldklub holdt med sejren fast i sin førsteplads i 1. division.


Vejle Boldklub
Betinia Liga
































