




Søndag venter der en vigtig udekamp mod Lyngby for Vejle. Den kamp falder efter en periode på seks 3F Superligakampe, hvor det blot er blevet til et enkelt point.
Derfor var Vejle-træner Constantin Galca en lettet mand, da han havde set sit hold slå Hvidovre med 3-2 tirsdag aften i Sydbank Pokalen.
- Det er vigtigt for spillerne. Det giver en bedre følelse hos spillerne, efter de har fået den her sejr. Det er et 1. divisionshold, men det er stadig svært at spille mod Hvidovre. Det var vigtigt at få en sejr inden den næste kamp. Det giver os selvtillid.
- Det er vigtigt mod Lyngby, men det er vigtigt mod alle hold. Sådan er det altid for mit hold. Det handler om den næste kamp, forklarer Vejles træner.
Sydbank Pokalen prioriteres højt
Det startede dog ikke planmæssigt for Galcas tropper, der kom bagud efter et kvarters spil.
Generelt var den rumænske træner ikke tilfreds med indsatsen før pausen.
- I første halvleg efterlod vi for stort et rum mellem vores kæder, og vi var ikke gode nok til at udnytte den plads, vi havde. Vores pres var ikke godt nok.
Det blev der dog rettet op på efter pausen, hvor Vejle scorede deres tre mål i løbet af små ti minutter.
- Anden halvleg var god, hvor vi kom med mere af det hele. Mere power og mere pres. Vi stod bedre på banen, og det tillod os at lave et bedre pres i anden halvleg. Det var godt arbejde af spillerne.
Derfor er Vejle nu med i puljen, når der torsdag trækkes lod til kvartfinalen i Sydbank Pokalen. En pokalsejr vil sikre et europæisk gruppespil og omkring 20 millioner kroner, som du kan læse mere om HER.
- Det er en vigtig turnering for os og for alle andre hold. Det er vigtigt for at kunne spille i Europa, men der er stadig mange kampe tilbage, fortæller Constantin Galca.


Vejle Boldklub
Hvidovre IF
Oddset Pokalen





































