Danmark -VB-målscorer: Helt kanon at få scoret
2016-07-25 13:36:28
Foto: Getty Images

VB-målscorer: Helt kanon at få scoret

Patrick Rasmussen scorede Vejles første sæsonmål, og det var han tilfreds med. Generelt er der dog masser at arbejde med for holdet fra Nørreskoven.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den kun 20-årige angriber Patrick Rasmussen fik chancen fra start, da det helt nye Vejle Boldklub søndag spillede 1-1 med Fremad Amager i sæsonpremieren. Og han takkede for tilliden ved at score Vejles føringsmål.

- Det var helt kanon endelig at score foran egne fans. Men det var selvfølgelig ærgerligt, at det ikke rakte hele vejen, siger Patrick Rasmussen til bold.dk

Han måtte nemlig se Fremad Amager udligne føringsmålet, og det hele endte dermed uafgjort.

- Det var egentlig et fair resultat. Vi har så mange nye spillere, og det fungerer stadig ikke, som vi vil have det. Det tager noget tilvænningstid, og det bar meget præg af, at vi var mange nye spillere.

- Samtidig var det helt vildt dejligt at komme i gang med at spille om point – det havde vi glædet os til. Men det var virkelig varmt, og det tog lige lidt til at komme i gang. Det tog hårdt på de fleste af os, siger Patrick Rasmussen, som var en af blot fem spillere i startopstillingen, som var i VB i sidste sæson.

- Optakten til kampen har kørt fint. Der er selvfølgelig sprogbarrierer, men det hele bliver oversat, og jeg synes faktisk ikke, det har været noget problem. Alle ved, hvad de skal. Men der er stadig mange ting at arbejde med.

- I starten var det meget kaotisk i det tidsrum, hvor vi ikke vidste, hvad der skulle ske. Det handlede om at være tålmodig, men jeg synes, vi alle tog det professionelt. Så kom der en løsning, og næsten hver dag blev der offentliggjort to eller tre nye spillere, som kom ind i truppen. Man skulle hele tiden forholde sig til nogen nye mennesker og lære dem at kende.

- Men det begynder stille og roligt at komme på plads og fungere. Vi er ved at have fået en stamme, og nu tror jeg på, at det kun kommer til at gå fremad, siger Patrick Rasmussen.

Den unge angriber har spillet 12 1. divisionskampe for Vejle Boldklub henover de sidste par sæsoner, og han er meget fortrøstningsfuld i forhold til sine egne chancer i den kommende sæson.

- Det ser meget bedre ud. Jeg er kommet stærkt i gang og er for første gang skadesfri i en opstart. Det er næsten som en helt ny start for mig, hvor vi arbejder med en ny træner og et nyt system. Derudover er der helt fri konkurrence – dem, der scorer, spiller, siger Patrick Rasmussen.

Patrick Rasmussen blev skiftet ud efter 83 minutter af søndagens opgør mod Fremad Amager.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce