EM -Vemodig Lars Olsen: Den rette beslutning
2019-09-30 12:56:02
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Vemodig Lars Olsen: Den rette beslutning

Lars Olsen følte, at tiden var den rette til at stoppe som landstræner for Færøerne, og han er åben for et nyt job.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Lars Olsen har mandag meddelt, at han stopper som landstræner for Færøerne, når hans kontrakt udløber til nytår.

Olsen erkender, at det har været et svært valg, men han føler, det er det rette for både ham selv og det færøske landshold, at der fra nytår skal ske noget nyt.

- Det er vemodigt, og det har været en svær beslutning, men jeg kan bekræfte, at jeg stopper som landstræner, siger Olsen til bold.dk.

- Jeg har følt mig hjemme fra dag et, og det er da specielt ikke at skulle fortsætte, men tiden var den rette til at skifte - både for mig og for holdet.

- Fra da jeg startede, har vi rykket os rigtig meget. Til gengæld har vi stået lidt stille den seneste tid, og det har selvfølgelig også været med i mine overvejelser.

- Der trænger til at komme nye øjne på, så Færøerne kan tage det næste skridt, siger træneren.

Lars Olsen, som har en fortid som træner i klubber som Brøndby og Randers, vil gerne fortsætte som træner et nyt sted.

- Det er selvfølgelig underligt ikke at vide, hvad jeg skal fra januar, men jeg kan mærke, at beslutningen er den rette for alle parter.

- Jeg er som udgangspunkt åben for alt og udelukker ikke noget. Så må vi se, hvad det ender ud med, siger Olsen.

Lars Olsen har været sat i forbindelse med det ledige trænerjob i Esbjerg, men træneren har ingen kommentarer til det rygte.

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce