Christian Larsen sad i et fly, og derfor gik der flere timer fra fredagens lodtrækning, til Vendsyssel-sportsdirektøren fandt ud af, at Brøndby IF kommer på besøg i Oddset Pokalen.
Det fortæller Christian Larsen, da Bold fanger den tidligere Head of Masterclass i Brøndby IF.
- Jeg har først lige set det, for jeg er lige landet og har tændt telefonen, hvor der lå en masse beskeder og ubesvarede opkald fra gamle kollegaer, fortæller Christian Larsen, som glæder sig over lodtrækningen.
- Det er klart, at man altid har lyst til at spille mod sin tidligere klub, fordi man har så mange gamle kollegaer, og der er også spillere, som man har været med til at hente til Brøndby.
- Så på den måde bliver det selvfølgelig fedt at dyste lidt mod dem, fortæller sportsdirektøren.
Hvor sjovt vil det være at give dem røvfuld?
- Det vil være meget sjovt at skyde dem ud af pokalturneringen, siger Christian Larsen med et grin.
De oplevelser man gerne vil have
Hvis Christian Larsen skal lægge det personlige til side, bliver der også tale om en stor kamp for den nordjyske klub.
- For spillerne betyder det noget at få lov til at vise sig frem for et af de bedste hold i Danmark.
- Det er nogle af de oplevelser, som de gerne vil have, og når det er sagt, går vi altid på banen for at prøve at vinde, og det er sådan, at det skal være i pokalturneringen.
Hvordan ser du jeres chancer?
- Vi skal have lidt marginaler med os, vil jeg gætte på. Men bolden er rund, så vi tager kampen op, lyder det fra Christian Larsen.
Sportsdirektøren fortæller, at det er planen, at kampen skal spilles på Nord Energi Arena, og der kan godt blive proppet.
- Jeg går ud fra, at det bliver et tilløbsstykke. Jeg har et indtryk af, at der stadigvæk er en del Brøndby-fans, der er gemt i det jyske, så jeg tror både kampen tiltrækker en masse interesse for hjemmepublikum og udebanefans, fortæller Christian Larsen.
Kampen mod Brøndby spilles mellem 24. og 26. september.

Brøndby IF
Vendsyssel FF
Betano Pokalen
























