Nicklas Bendtner bliver en del af ekspertholdet på Viaplay.
Det oplyser streamingstjenesten i en pressemeddelelse.
Her skal han være fast ekspert på Premier League og Champions League, lyder det.
- Champions League og Premier League har betydet alt for mig i min klubkarriere. Derfor er det også som at komme hjem, når jeg nu skal være en del af dækningen af lige præcis de to klubturneringer.
- Det kan man kun ét sted i Danmark, så det er med glæde og stolthed, at jeg skal være en del af Viaplay, siger Nicklas Bendtner og fortsætter:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Viaplay står for en fodbolddækning med både humør, kant og høj faglighed, som jeg har et super godt indtryk af. Det er både indhold og en gruppe af kollegaer, som jeg ser rigtig meget frem til at blive en del af og til at give mit bidrag til.
Nicklas Bendtner er allerede fra næste uge en del af Viaplays Champions League-dækning, når han er med som studieekspert fra Old Trafford forud for Manchester Uniteds hjemmekamp mod Sabah i den største klubturnering i verden.
- Vi glæder os enormt meget over at få Nicklas Bendtner ind omkring vores dækning. Han er indiskutabelt en af sin generations allerstørste danske fodboldspillere og -personligheder, og selv om karrieren har været slut i en håndfuld år efterhånden, så er den ikke længere væk, end at Bendtner stadig kommer med friskhed fra spillets største arenaer, siger Rune Knudsen, der er sportschef hos Viaplay.
På Viaplay bliver Bendtner en del af et eksperthold på den internationale fodbold, som tæller navne som Michael Laudrup, Brian Laudrup, Preben Elkjær, Jan Mølby, Thomas Gravesen, Stig Tøfting, Per Frimann, Peter Kjær, Mikkel Beckmann, Allan Kuhn og Francis Dickoh.

FCM's vilde vindue - bekymring i FCK og AGF
Hattrick | Afsnit 13FC Midtjylland har solgt for 647 millioner kroner i sommerens transfervindue, hvor der også er blevet købt dyrt ind med navne som David Martinez og Rasmus Nissen Kristensen.
Læs mere
Premier League























