Kinesisk spionage, hemmelig aflytning og et stressende hornorkester.
Det lyder lidt som en dårlig spion-film fra 1980'erne, men det hele fandt faktisk sted før det danske kvindelandsholds VM-kamp mod Kina tilbage i 2007.
16 år senere tørner de to hold igen sammen ved VM i Australien og New Zealand, hvor Johanna Rasmussen er med som assistenttræner for Danmark.
Tilbage i 2007 var hun med som spiller på et dansk hold, som mødte en helt anden verden, hvor alle kneb gjaldt i jagten på en sejr.
I dette interview ser Rasmussen tilbage på den famøse VM-kamp mod Kina, hvor kineserne gjorde alt for at psyke Danmark.
- Hvorfor står der et hornorkester der?
VM-slutrunden i 2007 fandt sted i netop Kina, og derfor var der et stort pres på værtsnationen, da de skulle levere varen.
Og man må sige, at de forsøgte i den grad at finde ud af, hvordan Kenneth Heiner-Møllers mandskab ville stille op, og kineserne havde flere ting i ærmet inden åbningskampen, husker Johanna Rasmussen.
- Der var nogle mærkelige episoder. Det var da lidt sjovt, at vandingsanlægget gik i gang under en træning, og så stod der lige pludselig verdens største hornorkester, som spillede midt under vores træning.
- Det var jo sådan nogle finurlige ting, som man grinte lidt af og måske ikke rigtig forstod så meget af som spiller. Man forstod jo ikke, hvorfor de skulle spille til vores træning.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men jeg kunne da godt mærke, at der var noget på spil til den kamp mod Kina, og at der lå et eller andet i luften.
Men selv om Rasmussen kan grine af episoderne, så endte det dog med at få en betydning for danskernes forberedelser.
- Hvis man er urutineret, hvilket vi måske lidt var, så påvirker det mere, end hvis man var rutineret. Vi endte måske med at blive lidt irriterede, og det tog lidt for meget fokus.
- Men jeg tror, at hvis du snakker med nogen i staben, så var det meget mere intenst for dem
Ville optage dansk taktikmøde
Et hornorkester, som gav den fuld gas og var forstyrrende, var dog ikke det eneste, som blev brugt mod Danmark.
På det sidste taktikmøde inden kampen opdagede den danske lejr nemlig, at der sad flere personer bag et spejl i lokalet og ville optage mødet.
- Det fik jeg faktisk først at vide bagefter, så det var jo ikke noget, jeg lagde mærke til.
- Men jeg blev da forarget over det. Man kom jo fra lille, rolige og ordentlige Danmark, og så kom man til Kina, hvor der skete alle de her ting.
- Vi var uforstående over for, at der ikke blev gjort noget.
- Det skabte en lille uro og nok mest frustration, og så tabte vi jo kampen meget knebent, hvor jeg ikke synes, dommeren var specielt flink mod os.
- Man begyndte da også at tænke på alle de der konspirationsteorier. Så det var en oplevelse på rigtig mange måder, og man har lært en hel del af det, hvis der så var noget lignende, der ville opstå.
Fotografer flygtede op i højhus
Det var dog ikke den eneste gang, at folk forsøgte at filme danskernes afgørende forberedelser, husker Johanna Rasmussen.
- Der var jo også nogle, som stod og filmede vores sidste træning, så vi bad dem om at gå væk. De gik så bare længere op i et højhus og filmede videre.
- Så man stod bare og tænkte: “Hvad sker der?”, men ellers tænkte jeg faktisk ikke supermeget over det.
Nej, Johanna Rasmussen havde nemlig sit fokus på selve fodbolden.
Hun ville nemlig ikke bruge sin tid på ting, som hun alligevel ikke kunne kontrollere, og derfor valgte hun at tænke på kampen.
- Det var mere bagefter, at man godt kunne se, hvad der var foregået.
- Jeg tænkte da, at det var spøjst og komisk, at vandsprinkleren gik i gang, så man kunne forstyrre træningen og irritere os på den måde.
- Men det påvirkede nok mere staben end os.
FIFA valgte dog efterfølgende at meddele, at de ikke kunne finde beviser for spionage eller chikane mod det danske landshold, mens Kinas landstræner, svenske Marika Domanski-Lyfors, ligeledes afviste beskyldningerne.
Karantæne for dommerskub
Kenneth Heiner-Møller var dog ikke så rolig som Johanna Rasmussen, og kampen mod Kina endte faktisk med at blive hans sidste ved VM.
Han fik nemlig en karantæne for at have skubbet til fjerdedommeren, som danskeren dog ikke helt kunne forstå, sagde Kenneth Heiner-Møller dengang.
- Han var jo meget indebrændt efter kampen og endte jo også med en karantæne. Jeg tror også, at han lærte noget der.
- Han var jo en ung træner på det tidspunkt, og man var jo slet ikke vant til at blive behandlet på den måde i Europa.
- Det var bare alle kneb, som var tilladt derovre, og det ville man måske ikke selv have gjort. Så derfor blev det måske lidt uvirkeligt.
Rasmussen har dog ikke talt med Kenneth Heiner-Møller om de famøse VM-episoder siden.
- Jeg synes, det er lidt sjovt. Det kunne være spændende nok at høre, hvad han havde at sige til det i dag, siger Johanna Rasmussen med et grin til bold.dk.
Danmarks kamp mod Kina blev tabt med 2-3.
De samme følelser 16 år senere
Det endte også med at blive Johanna Rasmussens sidste VM som spiller, og selv om den spøjse optakt til kampen mod Kina tog meget fokus, var det alligevel specielt at være med dengang.
- Det var vanvittigt stort. Det var et af de største øjeblikke i min karriere. EM kan også noget, men det er bare noget andet, når du spiller imod hele verden.
- Så jeg får de samme følelser frem ved at være med nu, så det er helt fantastisk at være med igen. Det kribler jo i maven for at komme i gang.
- Selv om jeg godt kan lide at være her som træner, var det endnu federe som spiller.
Nutidens landshold har dog på lørdag muligheden for at tage revanche fra VM-kampen i 2007, da de sparker denne sommers slutrunde i gang mod Kina.
Her er der kampstart lørdag klokken 14:00 dansk tid, hvor bold.dk vil være på plads i Perth, Australien.

Danmark (k)
VM 2023




























