Fabio Quagliarella rundede i januar 36 år, men ikke destomindre har angrebsveteranen gang i sin klart bedste periode og sæson i karrieren.
I sidste sæson lavede Quagliarella med 19 mål i 35 kampe sin klart bedste sæson i karrieren trods et lidt magert forår, men han er kun blevet endnu skarpere i denne sæson.
21 gange i 27 ligakampe har Quagliarella været på pletten for Sampdoria, og han er dermed aktuel topscorer i Serie A foran superstjernen Cristiano Ronaldo og det polske stjerneskud Krzystof Piatek, der begge har lavet 19 kasser.
Det er første gang i Quagliarellas karriere, at han runder 20 ligamål i samme sæson, og tidligere på sæsonen tangerede han samtidigt en mere end 24 år gammel Serie A-rekord.
Quagliarella scorede således 11 kampe i træk - i alt 14 mål undervejs - og dermed matchede han den argentinske målmaskine Gabriel Batistuta, der i 1994/95 åbnede sæson med scoringer i Fiorentinas første 11 kampe i sæsonen.
Den vilde målform har samtidigt indbragt Quagliarella en udtagelse til Roberto Mancinis italienske A-landshold, som lørdag åbner sin EM-kvalifikation med en hjemmekamp mod Finland.
- Han bliver ved med at score, så jeg kunne ikke ignorere ham. Han er ved at være gammel, det er åbenlyst, men jeg tror stadig, han kan være brugbar for os, siger Mancini forleden til Domenica Sportiva.
Quagliarella følger i fodsporet på flere store målkonger i et land, hvor man sætter stor pris på sine legender og ikoner - også selvom de med hastige skridt nærmer sig pensionsalderen for fodboldspillere.
bold.dk sammenligner herunder Quagliarella med nogle af fortidens angrebsstjerner i Serie A, der også formåede at gøre dem selv langtidsholdbare.
Antonio Di Natale - eksploderede efter 30
'Toto' Di Natale havde en ganske udmærket karriere som offensivspiller hos Empoli, inden han som 27-årig skiftede til Udinese. Her spillede han de sidste 12 år af sin karriere, inden han stoppede kort før sin 39-årige fødselsdag i 2016.
De første tre sæsoner i Udinese var ganske respektable med 26 mål i 99 ligakampe. Men fra 2007/08-sæsonen, hvor Di Natale fyldte 30 år og i øvrigt i et par sæsoner dannede angrebsduo med den fem og et halvt år yngre Quagliarella, gik det for alvor stærkt.
Di Natale ramte ni sæsoner i træk med mindst 10 ligamål i sidste halvdel af sin karriere, og i alt scorede han 162 af sine 209 Serie A-mål efter sin 30 års fødselsdag og snuppede topscorertitlerne i Serie A i både 2009/10 og 2010/11.
Quagliarella kan ikke helt matche Di Natales utrolige statistik, men Quagliarella har trods alt scoret 77 af sine i alt 148 mål efter, at han er fyldt 30 år.
Di Natale scorede 75 Serie A-mål efter sin 34-årige fødselsdag. Quagliarella har scoret 48 gange efter sin 34-årige fødselsdag.
Luca Toni - fandt sin anden ungdom efter 36 år
Den store og fysisk stærke angriber var 23 år, da han lavede ni mål i 31 kampe for Vicenza i Serie A, og Toni lavede generelt pænt med mål i gennem det meste af sin karriere.
Han blev blandt andet Serie A-topscorer med 31 mål i 38 kampe for Fiorentina i 2005/06 samt Bundesliga-topscorer i 2007/08, da han bombede 24 gange i 31 kampe for Bayern München.
Da han var omkring 33-34 år blev det længere mellem målene for Toni, og han lignede en færdig mand på topplan. Men som 36-årig blomstrede Luca Toni igen op og lavede først 20 mål i 34 kampe for Verona i Serie A, inden han sæsonen efter få dage efter sin 38-årige fødselsdag i 2014/15-sæsonen scorede sit 22. sæsonmål for Verona og dermed delte topscorertitlen med Inters Mauro Icardi.
Quagliarella har ingen topscorertitler at prale af endnu. I 2017/18 scorede han 19 gange i sin hidtil da skarpeste sæson, men blev distanceret af både Mauro Icardi, Ciro Immobile og Paulo Dybala.
Luca Toni lavede 56 Serie A-mål efter sin 35-årige fødselsdag. Di Natale lavede 54 , og Quagliarella har indtil videre lavet 24 Serie A-mål efter sin 35-årige fødselsdag.
Dario Hübner - Serie A-debut som 30-årig
Efter en tilværelse i Serie C og Serie B debuterede Hübner som 30-årig i Serie A for Brescia i 1997. Han scorede 16 ligamål i sin første sæson, men kunne ikke forhindre en nedrykning.
Efter 42 mål over to sæsoner i Serie B, vendte Hübner og Brescia tilbage til Serie A, og den aldrende angriber lavede 17 mål i sin anden sæson i det fineste selskab.
Hübner skiftede til Piacenza og toppede som 35-årig, da han delte topscorertitlen med Juventus' David Trezeguet i 2001/02 efter 24 fuldtræffere i 33 kampe.
Hübner scorede 14 mål i den efterfølgende sæson, og herefter fulgte Hübners femte og sidste Serie A-sæson hos Ancona og siden Perugia, hvor det blev til tre mål i 22 kampe. I alt nåede Hübner i karrierens efterår dermed 76 Serie A-mål i 143 kampe.
Roberto Baggio - smuk afslutning på flot karriere
Dengang 33-årige Roberto Baggio skiftede efter et par magre sæsoner i Inter til Brescia i 2000 og afsluttede karrieren med fire sæsoner, hvor han scorede henholdsvis 10, 10, 12 og 12 sæsonmål.
Francesco Totti - ikonet blev ved og ved
Roma-ikonet var 30 år, da han i 2006/07 for første og eneste gang blev topscorer i Serie A med 26 mål i 35 kampe. Han havde efterfølgende i alt fem sæsoner med mindst 12 ligamål i hver. Totti lavede mål i 23 Serie A-sæsoner i træk, inden han stoppede som 40-årig i 2017.
Sergio Pellissier - bundproppens talisman
Chievos snart 40-årige talisman har unægteligt set bedre dage, men han kommer med på listen som et nuværende eksempel på en aldrende angriber fra en af de mindre italienske klubber, der fortsat sættes pris på.
Pellissier er i gang med sin 17. sæson i Chievo, og med fire træffere i 14 kampe er han bundproppens aktuelle vicetopscorer.
mikael@bold.dk


Sampdoria
Serie A
Italien

































